Fredag den 7. august 2015

Klokken er 10. Vores nabo, Frances, smutter ind hos os. Hun og hendes mand, Stephen, skal passe på vores hus de næste to uger, mens vi bor i København hos vores datter Alison og hendes familie. Frances vil skimme gennem vores instruktioner og se hvilke blomster skal vandes osv.

Den er 11:45. Vi skal af sted. Vi har aftalt at spise frokost i dag sammen med vores venner ”Magyar” Mike og ”Magyar Mary” på en lille pub, The Royal William, ude på landet. Det er ikke særlig koldt og solen skinner nu og da, så vi beslutter at spise på pubbens terrasse – hurra! Det er sjovt at tale med vores gamle venner om deres ferier og deres børnebørn osv. 

Mary snakker med Lois på pubbens terrasse, mens vi venter på vores mad.

Mike og jeg drikker en øl. Ifølge min svoger, Steve,

er det den internationale øldag i dag – hurra!

Vi siger farvel kl 15 og Lois og jeg kører hjem. Vi går i seng og vi tager os en lang lur – zzzzz !!!

Klokken er 17. Vi står op og vi spiser aftensmad.

Jeg læser endnu et par sider af min bog, ”Language and History in Viking Age England”, af Matthew Townend, som min datter Alison og hendes mand, Ed, gav mig som fødselsdaggave. Forfatteren vil bevise, at de danske indvandrere i England i vikingetiden (ca 800 – 1050 e.Kr) i grove træk forstod det sprog, som deres angelsaksiske naboer dengang talte, og omvendt.

I denne kapitel diskuterer Townend de måder, som danskerne og angelsakserne eksisterede side om side og kommunikerede, når det kom til sprog. Det danske/nordiske folk og det angelsaksiske folk kunne i grove træk forstå hinanden, på grund af de mange meget lignende ord, som de to folk delte. Og de så ikke for det meste dansk og angelsaksisk som to forskellige sprog.  Men de kunne forstå hinanden kun på ”pidginsprog” niveau – de forstod ikke hinandens grammatik. Dette kan vi se, for eksempel, når angolsakserne lånte danske ord: de engelske ord ”want”, ”scant”, ”(a)-thwart” blev lånt fra dansk med ”-t” som det sidste bogstav, et suffiks, der dannede den danske intetskønsbøjning. Det er klart, at englanderne forstod ikke, hvad dette ”-t” suffiks betydede!

Danskerne og englanderne forstod ikke hinandens grammatik, og dette ledte til en forenkling af grammatikken, da de to ”sprog” endelig ”fusionerede”. I lange tid eksisterede der to varianter for samme ord. For eksempel i det digt ”Ormulum”, der blev skrevet i det 12. århundrede i Lincolnshire, brugte digteren både ”handes” (engelske form = moderne ”hands”) og ”hend” (danske form = moderne ”hænder”), hvilket var uafhængigt af, hvorvidt han havde brug for én stavelse eller to stavelser.

”This book is named Ormulum...”,

et uddrag af ”Ormulum”, et digt, som blev skrevet i det 12.århundrede,

og som indholder mange danske/nordiske ordformer.

Til sidst opstod et ensartet og forenklet sprog, med ensartet og forenklet grammatik, som alle kunne forstå, både danskere og englandere. Rent nordiske ordformer overlevede længst i fjerntliggende områder, som for eksempel Lake District (Cumberland/Cumbria).

Klokken er 22. Vi går i seng – zzzz !!! Vi får travlt i morgen. Vi har endnu ikke pakket vores ting – uha! På søndag skal vi af sted til Birmingham – uha (igen)!