Danskcolin: Tirsdag den 4. august 2015

I dag er 43. årsdagen for min store bilulykke, der skete nøjagtig 3 uger før min bryllupsdag. Jeg var i gang med at køre fra mine forældres hus til Lois’ hus langs ringvejen om Oxford. En lastbil kørte ud på ringvejen ud af en tilkørselsvej og kolliderede med min bil. Jeg blev smidt ud af bilen og landede på den græsklædte vejkant. (Dengang var det ikke obligatorisk at fastgøre éns sikkerhedssele – uha!). Efter ulykken mistede jeg bevidstheden og jeg har aldrig kunnet huske den, et tilfælde af posttraumatisk amnesi – uha (igen) ! Jeg skulle tages på hospitalet i et par dage.

Vores bryllupsdag - hurra!

Sarah har sendt os en email. Hun ønsker at Lois og jeg bor i en uge sidst i september i St Ives sammen med hende, Francis (hendes mand) og deres tvillinger, Lily og Jessica i min kusines feriehus. Vi fortæller Sarah, at vi kan komme. Det vil være rart at tilbringe en uge sammen med dem alle, fordi snart efter denne uge skal de flytte til Australien.

Der er kun ét minus med at holde ferien sammen med Sarahs familie: det er en skam, at, mens Lois og jeg er der, er Francis for det meste fraværende! Han sidder altid hele dagen og enten arbejder på sin bærebare, eller kigger på tv-sport, i én eller anden lokal café eller bar – uha! Han overlader til os al børnepasning og hundepasning – uha!

Klokken er 10:30. Vi skal til Gloucester, fordi Lois vil besøge sin veninde, Yvonne, der for tiden sidder i en rehabiliteringscenter i nærheden af det kongelige sygehus. Stakkels Yvonne faldt for nylig i sit hjem og brækkede hoften. Lois tager hende en æske chokolade og en kvindelig magasin som god bedringsgave. Efter en time og en halv kører vi hjem og spiser frokost.

Lois kommer ud af rehabilitationscentret efter sit besøg

Efter frokost går jeg i seng og jeg tager mig en lang lur –zzzz ! Jeg står op og jeg hopper op på min kondicykel og cykler 6 miles (10 km). Hurra – jeg ved jeg kan blive rask igen, det ved jeg med sikkerhed !!!

Vi bruger aftenen på at se lidt fjernsyn.

Jeg læser endnu et par sider af min bog , ”Language and History in Viking Age England”, af Matthew Townend, som min datter Alison og hendes mand, Ed, gav mig som fødselsdaggave. Forfatteren vil bevise, at de danske indvandrere i England i vikingetiden (ca 800 – 1050 e.Kr) i grove træk forstod det sprog, som deres angelsaksiske naboer dengang talte, og omvendt.

Townend diskuterer den norske sømand, Ottar, der kom fra Hålogaland i det nordlige Norge. Ottar sejlede fra Hålogaland til England omkring år 890, hvor den engelske konge Alfred den store i Wessex fik nedskrevet hans beretning om Hålogaland og om en rejse langs kysten til Hvidehavet.

Ottars lang rejse fra Hålogaland til London -

til sidst finder han den rette rute - ha ha ha!

Ifølge Townhend er det sikkert, at Ottar talte på oldnordisk foran konge Alfred og hans hof. Derudover synes Townend, at kongen og de andre angelsaksiske mennesker, der hørte Ottar, forstod ham uden hjælp fra en tolk.

Ottars tale blev indholdt i en tidlig angelsaskisk tekst, der blev nedskrevet under konge Alfreds regeringstid, eller snart efter. Det er interessant, at teksten inholder den første kendte forekomst af stednavnet ”Danmark/Denmark”. Tekstens forfatter ”angliserer” navnet, og ”Danmark” (den oldnordiske form) bliver skrevet som ”Denamearc” i teksten. Dette beviser, at de angelsaksiske folk forstod, at det oldnordiske ord ”mark” (= grænse) havde samme betydning som det beslægtede angelsaksiske ord ”mearc”. Hurra!

Bare jeg havde kunnet være der i Alfreds hof og høre Ottars tale! Men måske ved nærmere eftertanke kunne talen have været lidt langt og kedeligt – uha! Jeg synes, at Ottar godt elskede lyden af sin egen stemme, det er sikkert!

Jeg kigger på internettet, og jeg ser, at (pyha!) det har været en meget meget varm dag i dag i Danmark. I nogen steder røg termometret over 30 grader! Men de danske vejrpiger varsler skybrud og torden i aften og i løbet af natten – uha! Ja, en front med torden og skybrud er på vej ind over den østlige del landet. Her i England er ikke ret varmt – det må jeg indrømme! - og det blæser utrolig kraftigt – du godeste !!!!