Thursday 31 August 2017

Onsdag den 30. august 2017 kl 16:30 indtil torsdag den 31. august 2017 kl 16:29

17:00 Lois og jeg er begge to meget trætte igen i aften. Det er helt klart hvorfor i Lois’s tilfælde: hun tilbragte formiddagen på at hjælpe med at bemande sin kirkes pop-up shop og snakker med  ”kunderne” og med Angie, sin ”arbejdskollega”, der selv er lidt af en sludrechatol, viser det sig.

I mit tilfælde er det lidt sværere at gennemskue. Jeg kørte Lois i morges kl 9 over til byen Tewkesbury, så hun kunne arbejde i shoppen. Jeg havde ikke nogen eftermidddagslur, hvilket jeg savnede. Jeg tilbragte eftermiddagen på biblioteket, hvor Scillas U3A oldnorske gruppe holdt sit jævnlige møde, der varer 2 timer: det er en lille smule for længe efter min mening  (en time og en halv ville være helt fint) -  det er svært at koncentrere sig så længe om 1000-år gamle islandske sagaer og digte, især midt i et populært og overfyldt bibliotek.  Og til sidst kl 16:15 da jeg kom hjem lavede jeg lidt havearbejde:  jeg bemærkede, at forhaven var blevet til lidt af en jungle.

Jeg synes, at den vigtigste grund til at jeg føler mig så træt i aften, er, at jeg engang imellem bliver indhentet af mine forholdsvis korte natter og mine tidlige morgener. De fleste dage er jeg helt okay, og jeg nyder mine eftermiddagslure: jeg giver mig fuldstændigt hen til freden og roen under dynen. Men nogle tider lader det til, at manglen på søvn kommer til at blive helt overvældende. Stakkels mig !!!!!!

19:00 Vi spiser aftensmad lidt senere, end normalt. Bagefter taler vi lidt på Skype med Alison, vores datter i København.

Alison, vores datter i Danmark, på altanen af
sin families hus i Gentofte, en lille forstad til København

En interessant samtale. Ed, Alisons mand, fik at vide tidligere på året, at hans firma skulle afskedige ham ved slutningen af året, så han begyndte at søge et nyt job. Han talte med andre firmaer i andre udenlandske lande, herunder Hong Kong, Holland, USA. Alison og Ed fløj sågar til Hong Kong og tilbragte en lang weekend derover, hvor de fik deres udgifter betalt af det pågældende firma. Du godeste, sikke et vanvid!

Problemet var, at Eds nuværende firma tøvede at give ham hans 6-måneders varsel, så Ed ikke kunne fortælle sine potentielle nye arbejdsgivere præcis hvornår han kunne starte hos dem. Nu lader det til, at hans nuværende firma vil have ham til at blive ved med at arbejde for dem indtil tidligst juni. Firmaet, der har sit hovedkontor i England, har besluttet at sælge sine datterselskaber i Skandinavien, men processen har vist sig at være mere kompiceret, end forventet, og de har brug for Eds juridiske viden og færdigheder lidt længere – du godeste, sikke et vanvid (igen) !!!

Ali og Ed har 3 børn, Josie (snart 11), Rosalind (9) og Isaac (7), der går i en af de to internationale skoler i København (Rygaards). De to yngre børn er helt okay, men Josie har problemer for tiden med skolen og har haft svært ved at danne langvarige venskaber. Ali og Ed overvejer at sende hende til den anden internationale skole i byen (CIS) i stedet for. De synes, at CIS er mere proaktiv, når det kommer til at sikre, at børnene har et godt socialt liv i deres klasse. Heldigvis har de en filipinsk au-pair, der hver dag kunne tage Josie med til CIS, mens Ali tager de andre med til Rygaards. Kompliceret!!!!

Nyheden om Eds job er meget vigtig for Lois og mig – på et tidspunkt så det ud til, at familien skulle flytte til Hong Kong. Vores anden datter, Sarah, bor i Australien, og vi planlagte at besøge begge vores 2 døtre næste forår, rejsende først til Hong Kong, og derefter flyvende videre til Perth, Australien. Nu er det ”tilbage til tegnebrættet” med det hele, og Sarah er især utålmodig efter, at vi besøge hende inden alt for længe – du godeste, beslutninger, beslutninger!!!!

21:00 Vi smækker benene op foran fjernsynet og ser lidt fjernsyn. Vi er for trætte til at klare alvorlige dokumentarfilm, så derfor ser vi et program, der handler om to kvindelige komikere, ”Mel og Sue” (Mel Giedroyc og Sue Perkins).




Vi føler os meget trætte. Vi ser første halvdel af programmet, som jeg optog i søndags, men vi er lidt halvhjertede over det. Vi kan godt lide Mel og Sue, men programmet består for det meste af irriterende korte, 10-sekund lange soundbytes fra hundredvis af andre kendisser, og nogle videoklip fra Mel og Sues shows. Pokkers!

Mel og Sue “danser og synger” lidt amatøragtigt
med den berømte australske superstjerne, Kylie Minogue

...men desværre består aftens program for det meste
af irriterende 10-sekund lange soundbytes fra hundredvis 
af andre kendisser – pokkers!!!!

22:00 Vi går i seng – zzzzzz!!!!!

05:00 Jeg står tidligt op og laver en af mine rutinemæssige danske ordforrådtest.

07:00 Jeg hopper op i sengen til Lois og vi drikker vores morgenté. Vi går i bad og står op. Vi spiser morgenmad.

09:00 Jeg kører Lois over til byen Tewkesbury og sætter hende af bag sin kirkes pop-up shop, som hun har indvilliget i, at hjælpe med at bemande i formiddag. Jeg kører hjem.

10:00 Jeg tjekker op på bilen og på trykket i bilens dæk osv, fordi vi om et par dage tager på ferie.

En af fordelene til, at vi tager på ferie og til Lois’s efterfølgende øjenoperation, er, at Lois må holde op med at bemande sin kirkes pop-up shop og også holde op med at være ansvarlig for shoppens administrative side – nogen anden vil skulle gøre det nu i stedet for hende. Andy, der er den mest aktive og entusiastiske medlem af kirkens lederskab vil sikkert påtage sig dette ansvar – jeg håber, han nu vil se, at kirkemedlemmerne er begyndt at miste entusiasme for at holde shoppen åbent, og forhåbentlig vil han beslutte at lukke den og afslutte projektet i overskuelig fremtid. Nok er nok – det er, hvad jeg siger ha ha ha!

10:45 Jeg skynder mig ind i køkkenet og laver to portioner frokost til senere. Bagefter går jeg ud i baghaven for at slå de 4 græsplæner, der ligger bag huset. Jeg når at slå halvdelen af den største græsplæne, der ligger lige udenfor husets bagdør, da det pludselig begynder at regne kraftigt – pokkers! Jeg putter græsslåmaskinen væk i skuret og kommer ind igen.

11:30 Jeg begynder at blade igennem Sir Orfeo igen, et middlengelsk digt, fordi Lyndas U3A ”Making of English” gruppe holder dens månedlige møde på fredag. ”Sir Orfeo” er gruppens seneste projekt.

Sir Orfeo var en engelsk konge, hvis kone, Heurodis, bliver bortført af kongen af feerne, hvilket dengang altid var lidt af en risiko, især hvis din kone var smuk. Kongen af feerne kunne vælge og vrage, og han havde tendens til at springe over de grimme – du godeste, sikke en skør verden vi lever i !!!!

Men det ser ud til, at historien har en lykkelig slutning –  det lykkes Sir Orfeo at finde vej til fekongens slot og charmerer ham ved at spille sin yre på en især attraktiv måde. Fekongen giver Sir Orfeo hans kone tilbage, men han er lidt modvillig og uentusiastisk over det, fordi, som han påpeger, Heurodis er så smuk, mens Sir Orfeo er så grim: rigtig rigtig grim, mener jeg – det kan jeg ikke understrege for meget! Selve hans egen mor fandt ham grim. Du godeste – sikke et vanvid!!!!

Sir Orfeo, en rigtig grim mand desværre - uha!


12:45 Jeg kører over til Tewkesbury og henter Lois efter sin formiddag i hendes kirkes pop-up shop. Det er lidt kedeligt at skulle køre bil dertil og tilbage så ofte, men jeg håber, at dette vil være den sidste gang, hvad angår Lois’s deltagelse i kirkens pop-up shop projekt. Det lader til, at lokalets ejer nu har fundet en permanent lejer, der gerne vil overtage butikken så snart som muligt – hurra!

13:45 Vi kommer hjem og spiser frokosten, jeg for et par timer tidligere lavede til os. Bagefter går jeg i seng for at tage en kort eftermiddagslur, lidt senere, end normalt.

15:30 Jeg står op og fortsætter med at blade igennem ”Sir Orfeo”, det middlengelske digt, som Lyndas U3A ”Making of English” gruppe har valgt som gruppens seneste projekt.

Jeg finder nogle interessante ord, for eksempel, det moderne engelsk ord ”minstrel” (trubadur). Ordet startede i det latinske sprog, og betød bogstavelig talt en minister eller embedsmand – nogen som helst, der arbejdede for det romerske kejserlige husstand. Senere kom ordet til at betyde en hofnar, der dengang var en form for embedsmand.

Jester: hofnarre var oprindeligt embedsmænd, der havde
en masse papirarbejde at klare, udover deres præstationer,
 ligesom alle andre, der arbejdede for kongen

Den specifikke betydning  ”musiker” udviklede sig først i fransk, men på engelsk betød ordet indtil det 16. århundrede nogen som helst, der underholdt andre, for eksempel sangere, historiefortællere, jongløre osv. Startende fra 1840’erne blev ordet brugt for at beskrive hvide amerikanske musikere/sangere, der klædte sig om som sorte underholdere ved hjælp også af skopolitur. Sikke et vanvid!!!!


English translation

17:00 Lois and I are both very tired again tonight. It is clear why in Lois's case: she spent the morning helping to staff her church's pop-up shop and talking to the "customers" and also talking with Angie, her "work colleague", who is herself a bit of a chatterbox, it turns out.

In my case it is a little harder to figure out why I am so tired. I drove Lois at 9 o'clock this morning to the town of Tewkesbury so she could work in the shop. I did not have an afternoon nap, which I missed not having. I spent the afternoon at the library, where Scilla's U3A Old Norse group held its regular meeting lasting 2 hours: it's a little bit too long in my opinion (one and a half hours would be fine) - it's hard to concentrate for a long time on 1000-year-old Icelandic sagas and poems, especially in the middle of a popular and crowded library. And finally at 4.15pm when I got home I did some gardening: I noticed that the front garden had become a bit of a jungle.

But I think that the most important reason why I feel so tired tonight is that my relatively short nights and my early mornings catch up with me every now and then. Most days I'm okay, and I enjoy my afternoon naps: I abandon myself fully to the peace and quiet under the covers. But sometimes it seems that the lack of sleep gets to be overwhelming. Poor me !!!!!!

19:00 We have dinner a little later than usual. Afterwards, we talk a little on Skype with Alison, our daughter in Copenhagen.

Alison, our daughter in Denmark, on the balcony of
her family's house in Gentofte, a small suburb of Copenhagen

An interesting conversation. Ed, Alison's husband, was told earlier this year that his company would be letting him go at the end of the year, so he started looking for a new job. He spoke with other companies in other foreign countries, including Hong Kong, Holland, USA. Alison and Ed even flew to Hong Kong and spent a long weekend over there, where they got their expenses paid by the company. Good grief, what madness!

The problem was that Ed's current company were hesitating about giving him his 6 months' notice, so as a result Ed could not tell his potential new employers exactly when he could start with them. Now it seems that his current company wants him to keep working for them until June. The company, which has its head office in England, has decided to sell its subsidiaries in Scandinavia, but the process has proved to be more complex than expected and they need Ed's legal knowledge and skills a little longer - good grief, what madness (again) !!!

Ali and Ed have 3 children, Josie (soon to be 11), Rosalind (9) and Isaac (7), who go to one of the two international schools in Copenhagen (Rygaards). The two younger children are okay, but Josie has problems with the school at the moment and has had difficulty in forming long-lasting friendships. Ali and Ed are considering sending her to the other international school in town (CIS) instead of Rygaards. They think the CIS is more proactive when it comes to ensuring that the children have a good social life in their class. Fortunately, the family have a Philipino au pair who could take Josie every day to CIS, while Ali takes the others to Rygaards. Complicated !!!!

The news about Ed's job is very important to Lois and me - at one point it seemed that the family would be moving to Hong Kong. Our other daughter, Sarah, lives in Australia and we planned to visit both of our 2 daughters next spring, travelling first to Hong Kong, and then flying on to Perth, Australia. Now it's "back to the drawing board" with the whole thing and Sarah is particularly impatient for us to visit her before too long - good grief, decisions, decisions !!!!

21:00 We stick our feet up in front of the television. We are too tired to cope with serious documentaries, so we see a program about two female comedians, "Mel and Sue" (Mel Giedroyc and Sue Perkins).


We feel very tired. We see the first half of the programme that I recorded on Sunday, but we're a bit half-hearted about it. We like Mel and Sue, but the programme consists mostly of annoyingly short, 10-second long soundbytes from hundreds of other celebrities, and a few video clips from Mel and Sue's shows. Damn!

Mel and Sue "dance and sing" a little amateurishly
with the famous Australian superstar, Kylie Minogue...

 
 ...but unfortunately tonight's programme consists mostly
of annoying 10-second long soundbytes from hundreds
of other celebrities - darn !!!!

22:00 We go to bed - zzzzzz !!!!!

05:00 I get up early and do one of my routine Danish vocabulary tests.

07:00 I hop into bed with Lois and we drink our morning tea. We go in the shower and get up. We have breakfast.

09:00 I drive Lois over to the town of Tewkesbury and drop her off behind her church's pop-up shop, which she has agreed to help with manning this morning. I drive home.

10:00 I check up on the car and the pressure in the car's tyres etc, because in a few days time we will be going on vacation.

One of the benefits of our vacationing and of Lois’s subsequent eye operation,  is that Lois has to stop manning her church's pop-up shop and also stop being responsible for the administrative side of the shop - someone else will have to do it now instead of her. Andy, the most active and enthusiastic member of the Church's leadership, will probably take on this responsibility - I am hoping he will now see that the church members have begun to lose enthusiasm for keeping the shop open and hopefully he will decide to close it and finish off the project for the foreseeable future. Enough is enough, that’s what I say ha ha ha !!!!

10:45 I hurry into the kitchen and make two servings of lunch for later. Afterwards I go into the back garden to mow the 4 lawns behind the house. I mow half of the largest lawn, which begins just outside the back door of the house, when it suddenly starts to rain heavily - damn it! I put the lawnmower away in the shed and come in again.

11:30 I start to browse through Sir Orfeo again, a Middle English poem, because Lynda's U3A "Making of English" group is holding its monthly meeting on Friday. "Sir Orfeo" is the group's latest project.

Sir Orfeo was an English king whose wife, Heurodis, was abducted by the king of the fairies, which at that time was always a bit of a risk, especially if your wife was beautiful. The king of the fairies could pick and choose, and he tended to let the ugly ones slide - good grief, what a crazy world we live in !!!!

But it seems that the story has a happy ending - Sir Orfeo succeeds in finding a way to the Fairy King's castle and charms him by playing his lyre in a particularly attractive way. The Fairy King gives Sir Orfeo his wife back, but he is a little reluctant and unenthusiastic about it because, as he points out, Heurodis is so beautiful while Sir Orfeo is so ugly: really ugly, I mean - I cannot stress that too much ! Even his own mother thought he was ugly. Good grief - what madness !!!!

Sir Orfeo - a very ugly man unfortunately - oh dear!

12:45 I drive over to Tewkesbury and pick Lois up after her morning in her church's pop-up shop. It's a bit boring to drive a car there and back so often, but I am hoping this will be the last time in terms of Lois's participation in the church's pop-up shop project. It seems that the owner of the site has now found a permanent tenant who wants to take over the store as soon as possible - hurrah!

13:45 We come home and have the lunch I made a couple of hours earlier. Afterwards I go to bed and take a short afternoon nap, a little later than usual.

15:30 I get up and continue to browse through "Sir Orfeo", the medieval poem, which Lynda's U3A "Making of English" group has chosen as the group's latest project.

I find some interesting words, for example, the modern English word "minstrel" (troubadour). The word started in the Latin language, meaning literally a minister or official - anyone who worked for the Roman imperial household. Later, the word came to mean a jester who was then a form of civil servant.

Jesters were originally civil servants who had
a lot of paperwork to cope with, in addition to their performances,
just like everyone else who worked for the king

The specific meaning of "musician" first developed in French, but in English until the 16th century the word meant anyone who entertained others, such as singers, storytellers, jugglers, etc. Starting from the 1840s the word was also used to describe white American musicians / singers who dressed like black entertainers with the help of boot polish. What madness!!!


Wednesday 30 August 2017

Tirsdag den 29. august 2017 kl 16:30 indtil onsdag den 30. august 2017 kl 16:29

17:00 Jeg hopper op på min kondicykel og tilbagelægger endnu 6 miles (10km), mens jeg gentager mit mantra: det er vigtigere at være rask, end at være tynd – ommmmmmmm ha ha ha.

At cykle er meget kedeligt, så derfor tænder jeg for min smartphone og hører gamle sange på YouTube, mens jeg cykler. Hver gang jeg cykler, stiller jeg året ét år tilbage, og i aften hører jeg 1943s 30 bedste sange.

Årets hitlisten var domineret af eskapisme (musicalen Oklahoma) og romantiske ballader. Ikke overraskende – det går pludselig op for mig, at unge menneskers kærlighedsliv i den engelsktalende verden dengang var domineret af adskillelse, hvor manden ofte var udstationeret på et andet kontinent: amerikanere, kanadiere, australiere i Storbritannien, og britere, amerikanere, australiere osv i Nord-Afrika, Mellemosten og Asien.

Tværtimod var oplevelsen af krigen anderledes i de fleste europæiske lande: domineret af rædslerne af udenlandsk militær okkupation, men for det meste var kærestepar og ægtepar ikke adskilte.


17:30 Jeg hopper ned fra kondicyklen og graver mine forældres foto-album frem. I 1943 var de kærester, men ikke gifte endnu. Jeg finder et foto af min mor, sandsynligvis taget i baghaven af hendes mors hus i byen Oxford.

Også jeg finder et foto af min far, der var skolelærer, sammen med sin klasse på en lille privatskole i grevskabet Somerset (tror jeg). Fotoet blev taget mandag den 26. juli 1943. Jeg gætter, at det var slutningen af skolens sommersemester, og at min far dengang var ved at sige op og træde ind i den britiske hær. Som skolelærer var der ingen tvang til at træde ind i de våbnede styrker, men han fortalte mig engang, at han dengang følte sig mere og mere skyldig over for, at han ikke bidrog til krigsindsatsen. Men jeg spekulerer om, præcis hvilke tanker kørte rundt og rundt i hans hoved, da han poserede for skolens officielle fotograf: begejstring, eller usikkerhed og bekymringer?

Min far døde i marts 2000, og han aldrig vidste, at han ville have 3 barnebarnsbørn, der ville have fødselsdag den 26. juli (Isaac i 2010, og Lily og Jessica i 2013 – nøjagtig 70 år efter fotoet var taget). Men undskyld – det var et lille sidespring ha ha ha.

Min mor i 1943

Min far i 1943

18:00 Lois og jeg spiser aftensmad i stuen. Hun er meget træt, fordi hun i dag har arbejdet hårdt i køkkenet: hun har lavet 4 pund courgette/zucchini chutney, også en kage og andre ting. Vi har i år haft et stort overskud af cougetter/zucchinier, og det har været lidt af et problem, at beslutte, hvordan vi bedst kan bruger dem alle.


20:00 Jeg træder ind i spisestuen og sætter mig foran min bærebare. Jeg udfærdiger en dansk ordforrådliste, jeg vil have vores U3A danske gruppes medlemmer til at lære udenad før gruppens næste møde, der finder sted den 5. oktober.

21:00 Lois og jeg sætter os til rette i sofaen og smækker benene op foran fjernsynet. De viser en interessant dokumentarfilm, der handler om ”industriel kunst”. Programmets vært er den charmerende  skotske kunstkritik, Lachlan Goudie.


Ikke virkelig min type program, men jeg er meget interesseret i historie. Storbritanniens industrielle revolution var så banebrydende og selvfølgelig helt uden fortilfælde i hele verden, men det hele skete, før udviklingen af fotografi, så derfor har vi kun malerier at kigge på, hvis vi gerne vil forestille os, hvordan livet var dengang.

Jeg kan godt lide især Joseph Wrights ”Jernsmedjen” (1772), med smedens begejstrede familie, og Henry Hawkins’s ”Penrhyn Skiferbrud” (1832).


Joseph Wrights ”Jernsmedjen” (1772)

Henry Hawkins’s “Penrhyn Skiferbrud” (1832)

Disse er de slags arbejdspladser, som jeg måske kunne måtte arbejde i, hvis jeg havde været født i ”de gamle gode dage”. Du godeste, sikke et vanvid!!!!

22:00 Vi går i seng. Lois faldt faktisk i søvn, mens vi sad og så dokumentarfilmen. Jeg er lidt bekymret over, hvor hårdt hun arbejder. Hun har indvilliget i, at hjælpe med at bemande sin kirkes pop-up shop i morgen formiddag, fordi ingen kirkemedlem tilbød at hjælpe stakkels Angie. Og Lois skal arbejde der igen på torsdag formiddag. Hun er utrolig samvittighedsfuld – ingen tvivl om det.

04:00 Jeg står tidligt op og laver en af mine rutinemæssige danske ordforrådtest.

07:30 Jeg hopper op i sengen til Lois og vi drikker vores morgenté. Vi står op og spiser morgenmad.

09:00 Jeg kører Lois over til Tewkesbury, fordi hun har indvilliget i, at arbejde i sin kirkes pop-up shop i formiddag. Jeg sætter hende af bag shoppen og kører hjem. Jeg slapper af med en kop kaffe i sofaen.

10:30 Jeg blader igennem den 12. kapitel af Gunnlaugs saga, en 1000-årig islandsk saga, fordi Scillas U3A oldnorske gruppe holder dens næste møde i eftermiddag kl 14 på biblioteket i bymidten.

Jeg læser om duellen mellem to islandske skjalde, Gunnlaug og Hrafn. De har aftalt at kæmpe en duel for at beslutte, hvem der få retten til at have Helga, Islands smukkeste kvinde. Helga er for tiden giftet med Hrafn, men det er Gunnlaug, hun er forelsket i, og hun afviser stadig at have sex med Hrafn på grund af sine følelser for Gunnlaug. Hvor spændende livet var i Island i det 11. århundrede - ingen tvivl om det!

Gunnlaug og Hrafn, to islandske skjalde, kæmper en duel,
for at beslutte, hvem af dem får retten til at have Helga, Islands smukkeste kvinde

Jeg forventede oprindeligt, at duellen ville være en hurtig affære, men nej, det tager faktisk en helvedes tid – flere år, som det viser sig. Den første omgang, der finder sted i Island, ender uden en klar vinder, og så bare deres held: det islandske folketing beslutter at forbyde dueller i fremtiden.

Men de to mænd beslutter sig stadig for at dræbe hinanden. Hrafn sejler til Norge, hvor dueller stadig er lovlige, og tilbringer to vintre derovre.

Lidt senere sejler Gunnlaug også fra Island, men ankommer først til Orkneyøerne, hvor den lokale viking-jarl, Sigurd, inviterer ham til at tilbringe vinteren hos ham. Det følgende år rejser de to mænd på kryds og tværs mellem Skotland og Hebriderne, og kæmper mange slag der. Til sidst beslutter Gunnlaug at sejle videre til Norge, og han tilbringer den næste vinter med den lokale norske jarl, Erik.

Gunnlaug og hans stor rival, Hrafn, mødes endeligt det følgende forår, og duellen finder sted. Det er interessant, at, selvom det lykkes Gunnlaug at skære Hrafns ben af, insisterer Hrafn på at fortsætte duellen.

Det minder mig om den berømte scene i Monty-Python-filmen ”Den hellige gral”, hvor en lignende duel finder sted. En af de to mænd mister både ben og både arme, men insisterede på at fortsætte duellen på samme måde. Jeg synes, at nutidens unge mennesker er for friske på at opgive – det er en lektion her, vi kan gavne fra måske.

ridderen der aldrig giver op

12:00 Jeg spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage mig en kort eftermiddagslur – zzzzz!!!

13:30 Jeg står op og kører ind i byen. Scillas U3A oldnorske gruppe har sin regelmæssige møde i eftermiddag kl 14 i byens bibliotek. Jeg parkerer bilen på den store parkeringsplads bag museet.

Scillas gruppe har for tiden 4 medlemmer: mig, Kath, Margaret og Joy, men desværre er det for det meste kun Kath og mig, der gør hele arbejdet under møden. Vi har hidtil været de eneste, der har  haft mod til at prøve at læse teksten op og oversætte den til engelsk. I dag er jeg glad for, at kunne se, at både Margaret og Joy gør deres bedste for at læse og oversætte lidt for en gangs skyld, hvilket er lidt af en lettelse.

16:00 Jeg kører hjem og går i gang med at slå græsplænen foran huset, der er blevet lidt af en jungle. Bagefter slapper Lois og jeg af med en kop te i sofaen.

English translation

17:00 I jump up on my exercise bike and notch up another 6 miles (10km) while repeating my mantra: it's more important to be fit than to be thin - ommmmmmmm ha ha ha.

Cycling is very boring, so I turn on my smartphone and listen to old songs on YouTube while cycling. Every time I cycle, I set the year one year back, and tonight I hear 1943's 30 best songs.

The year's chart was dominated by escapism (the musical Oklahoma) and by romantic ballads. Not surprising - it suddenly occurs to me that young people's love life in the English-speaking world was dominated by separation, with the man often stationed on another continent:  Americans, Canadians, Australians in Britain, and Brits, Americans, Australians, etc. in North Africa, Middle East and Asia.

Contrarywise, the experience of the war was different in most European countries: dominated by the horrors of foreign military occupation, but for the most part, lovers and married couples were not separated.


17:30 I jump down from the fitness bike and dig out my parents' photo album. In 1943 they were sweethearts, but not yet married. I find a photo of my mother, probably taken in the backyard of her mother's house in the city of Oxford.

I also find a photo of my father, who was a school teacher, along with his class at a small private school in the county of Somerset (I think). The photo was taken on Monday, July 26, 1943. I am guessing it was the end of the school summer term and that my father was about to quit and join the British army. As a school teacher, there was no compulsion to enter the armed forces, but he once told me that he was feeling more and more guilty about not contributing to the war effort. But I wonder exactly what thoughts were going round and round in his head when he was posing here for the school's official photographer: excitement, or uncertainty and anxiety?

My father died in March 2000, and he never knew that he would have 3 great-grandchildren with a birthday on July 26th (Isaac in 2010, and Lily and Jessica in 2013 - exactly 70 years after the photo was taken). Sorry - that was a bit of a digression ha ha ha.

My mother in 1943

My father in 1943

18:00 Lois and I have dinner. She is very tired because she has been working hard in the kitchen today: she has made 4 pounds of courgette / zucchini chutney, also a cake and other things. We have had a large surplus of courgettes / zucchinis this year and it has been a bit of a problem to decide how best to use them all.


20:00 I step into the dining room and sit down in front of my laptop. I draw up a Danish vocabulary list that I want our U3A Danish group members to learn by heart before the next meeting of the group, which will take place on October 5th.

21:00 Lois and I settle down on the couch and stick our feet up in front of the television. An interesting documentary is on, all about "industrial art". The host of the programme is the charming Scottish art critic, Lachlan Goudie.


Not really my type of program, but I'm very interested in history. Britain's industrial revolution was so groundbreaking and of course completely unprecedented throughout the world, but it all happened before the development of photography, so we only have paintings to look at if we want to imagine how life was then.

I especially like Joseph Wright's "Iron Forge" (1772), with the smith's enthusiastic family, and Henry Hawkins's "Penrhyn Slate Quarry" (1832).


 Joseph Wrights "Iron Forge" (1772)

Henry Hawkins's "Penrhyn Slate Quarry" (1832)

These are the kind of places that I might have had to work in if I had been born in "the old good days". Good grief, what madness !!!!

22:00 We go to bed. Lois actually fell asleep while we sat and watched the documentary. I'm a little worried about how hard she works. She has volunteered to help man her church's pop-up shop tomorrow morning because no member of the church has offered to help poor Angie. And Lois is going to be working there again on Thursday morning. She is incredibly conscientious - there's no doubt about that.

04:00 I get up early and do one of my routine Danish vocabulary tests.

07:30 I hop into bed with Lois and we drink our morning tea. We get up and have breakfast.

09:00 I drive Lois over to Tewkesbury because she has volunteered to work in her church's pop-up shop this morning. I drop her off behind the shop and drive home. I relax with a cup of coffee on the couch.

10:30 I browse through the 12th chapter of Gunnlaug's saga, a 1000-year Icelandic saga, because Scilla's U3A Old Norse group is holding its next meeting this afternoon at 2pm in the library in the town centre.

I read about the duel between two Icelandic bards, Gunnlaug and Raven. They have agreed to fight a duel to decide who will have the right to have Helga, Iceland's most beautiful woman. Helga is currently married to Hrafn, but it is Gunnlaug she is in love with, and she still refuses to have sex with Hrafn because of her feelings for Gunnlaug. How exciting life was in Iceland in the 11th century - no doubt about that!

Gunnlaug and Raven, two Icelandic bards, fight a duel
to decide who gets the right to have Helga, the most beautiful woman in Iceland

I initially expected that the duel would be a quick affair, but no, it actually takes a hell of time - several years as it turns out. The first round, which takes place in Iceland, ends without a clear winner, and then just their bad luck: the Icelandic parliament decides to ban duels in the future.

But the two men are still determined to kill each other. Hrafn sails to Norway, where duels are still legal, and spends two winters over there.

A little later, Gunnlaug also sails from Iceland, but arrives first in the Orkney Islands, where the local Viking earl, Sigurd, invites him to spend the winter with him. The following year, the two men travel and raid here and there between Scotland and the Hebrides and fight many battles there. Finally, Gunnlaug decides to sail on to Norway, and he spends the next winter with the local Norwegian earl, Erik.

Gunnlaug and his big rival, Hrafn, finally meet the following spring and the duel takes place. It is interesting that, although Gunnlaug manages to cut Hrafn's leg off, Hrafn insists on continuing the with the duel.

It reminds me of the famous scene in the Monty Python movie "The Holy Grail", where a similar duel takes place. One of the two men lost both legs and both arms, but insisted on continuing the duel in the same way. I think that today's young people are too quick to give up - there's a lesson here we can benefit from maybe.

the knight who never gives up

12:00 I eat lunch and afterwards I go to bed and take a short afternoon nap - zzzzz !!!

13:30 I get up and drive into town. Scilla's U3A Old Norse Group has its regular meeting this afternoon at 2pm in the town's library. I park the car in the large car park behind the museum.

Scilla's group currently has 4 members: me, Kath, Margaret and Joy, but unfortunately, it is mostly Kath and I who have been doing all the work during the meetings. So far, we have been the only ones who have had the courage to try to read the text and translate it into English. Today, I'm pleased to see that both Margaret and Joy do their best to read and translate a little for once, which is a bit of a relief.

16:00 I drive home and start mowing the lawn in front of the house, which has become a bit of a jungle. Afterwards Lois and I relax with a cup of tea on the couch.


Tuesday 29 August 2017

Mandag den 28. august 2017 kl 16:30 indtil tirsdag den 29. august 2017 kl 16:29

18:00 Solen skinner og det er ganske varmt, så spiser vi aftensmad udenfor på terrassen. Bagefter går vi i gang med at vande grøntsagerne i drivhuset og i grøntsagshaven.

19:30 Vi kommer tilbage ind i huset og smækker benene op foran fjernsynet. De viser en interessant reality-tv program, der handler om et eksperiment, hvor 3 frivillige (samt programmets vært)  tilbringer 5 dage i ensom indeslutning. Hver frivillig har deres eget lille rum, og de er tilladt at tage 3 ”personlige” objekter med.



Tre af de fire oprindelige frivillige (herunder programmets vært) er ekstroverte, og den fjerde er introvert.

De ekstroverte planlægger ikke deres ophold alene i rummet og tager kun dumme ”personlige objekter” med. Selvfølgelig begynder de ekstroverte hurtigt at bryde sammen efter kun et par timer. De har tendens til at tale på en distraheret måde med rummets tv-kameraer, som de prøver at gøre til en ”ven”.

Den introverte frivillige taler overhovedet ikke, men koncentrerer sig om at tegne og male små billeder, holde sig rask med motionsmiddel, og (vi hører senere) benytter lejligheden til at ordne sine tanker og komme overens med sit nylige endelige brud med sin ægtemand.

de 3 ekstroverte frivillige kan ikke klare sig
i  ensom indeslutning...

men den introverte frivillige har indvendige ressourcer
og benytter lejligheden til at komme overens med et nyligt vendepunkt i sit liv.

Det er tilfredsstillende for mig og Lois, at se situationer, hvor introverte mennesker kan fejre små triumfer. Vi er begge to introverte (især mig), og vi ved godt, at introverte har indvendige ressourcer, som ekstroverte er nødt til at klare sig uden.

På den anden side kan vi forestille os andre typer situationer, som ville være en helvede for os, for eksempel, at være i selskab med andre døgnet rund med ingen mulighed for alenetid osv.

Jeg tænker på min far, der i begyndelsen af den 2. verdenskrig var skolelærer, en profession, hvor han ikke var nødt til at træde ind i den britiske hær, men efter 1-2 år indvilligede han i at træde ind. Han fortalte mig, at han snart blev deprimeret af, at være konstant i selskab med sine kammerater (indtil han til sidst kom overens med situationen).

Min far i marts 1945 i London (foran Euston Station). Han var nu
efter 4-5 år kommet overens med, at være soldat ha ha ha!

Elton John skildrede en ung mand, der i 1950’erne blev indkalt til militærtjeneste i videoen for sit nummer, ”I Guess That’s Why They Call It The Blues”, men i dette tilfælde bliver den unge mand snart deprimeret på grund af, at han ikke længere kan mødes med sin kæreste. Til sidst i fortvivlelse lægger han sig ned i regnet på paradepladsen. Stakkels fyr!!!!!




Elton Johns ”I Guess That’s Why They Call It The Blues”: vi ser en ung mand,
der i 1950’erne er blevet indkalt til militærtjeneste. Til sidst
lægger han sig ned i regnet på paradepladsen. Stakkels fyr !!!!!

Lois hjælper nu og da med at bemande sin kirkes pop-up shop i bymidten. En ”kunde” spurgte hende forleden, om Gud nogensinde havde sat hende på prøve, og hun svarede ved at forklare, hvor meget at bemande shoppen får hende til at føle sig langt ude af sin komfortzone – du godeste! Lois er meget modigere, end mig – det må jeg indrømme!!!!

22:00 Vi bliver pludselig klar over, at programmet slutter ikke, og der er en halv time tilbage. Pokkers! Det er lidt irriterende for mit vedkommende, når programmer, der starter kl 21, slutter ikke indtil kl 22:30 eller 23. Jeg kan godt lide at overholde min regel om min personlige sengetid, så går jeg i seng. Lois kan holde mig ajour i morgen med programmets konklusioner. Zzzzzzzz!!!!!

04:00 Jeg står tidligt op og laver en af mine rutinemæssige danske ordforrådtest.

07:45 Jeg hopper op i sengen til Lois og vi drikker vores morgenté. Vi går i bad og står op. Vi spiser morgenmad.

09:00 Vi kører over til det lokale Sainsburys-supermarked for at købe ind. Vi har besluttet et købe en flok dåser – dåsegrøntsager og dåsekød, for at spare os for en masse madlavning næste uge, når vi er på ferie i grevskabet Devon.

10:30 Vi kører hjem og slapper af med en kop kaffe på terrassen.

11:00 Jeg går i gang med at læse flere sider af Sir Orfeo, et middlengelsk digt, fordi Lyndas U3A ”Making of English” gruppe holder dens månedlige møde på fredag. ”Sir Orfeo” er gruppens seneste projekt.

Sir Orfeo var en engelsk konge, hvis kone, Heurodis, bliver bortført af kongen af feerne, hvilket dengang altid var lidt af en risiko, især hvis din kone var smuk. Kongen af feerne kunne vælge og vrage, og han havde tendens til at springe over de grimme – du godeste, sikke en skør verden vi lever i !!!!

Men det ser ud til, at historien har en lykkelig slutning –  det lykkes Sir Orfeo at finde vej til fekongens slot og charmerer ham ved at spille sin yre på en især attraktiv måde. Fekongen giver Sir Orfeo hans kone tilbage, men han er lidt modvillig og uentusiastisk over det, fordi, som han påpeger, Heurodis er så smuk, mens Sir Orfeo er så grim: rigtig rigtig grim, mener jeg – det kan jeg ikke understrege for meget! Selve grimme kvinder fandt ham grim. Du godeste – sikke et vanvid!!!!

Sir Orfeo – en rigtig rigtig grim mand, uha!

12:00 Vi prøver at tale på Skype med Alison, vores datter i København, men der er intet svar, når vi prøver at ringe til hende. Senere finder vi ud af, at hun har glemt om vores aftale - uha! Vi vil prøve igen i morgen kl 20 (engelsk tid).

12:30 Vi spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage mig en gigantisk eftermiddagslur – zzzzz!!!!

15:00 Jeg står op. Lois fortæller mig, at ingen kirkemedlem har indvilliget i at hjælpe Angie med at bemande deres kirkes pop-up shop i morgen formiddag. Lois føler, at hun må indvillige i, at gør det. Jeg prøver at  fraråde hende at gøre det, og lade en af de mere dovne kirkemedlemmer gøre det, men problemet er, at hendes sans for forpligtelse er for stærk. Desværre betyder det også, at jeg må køre hende over til byen i morgen formiddag, fordi hun er ikke tilladt at køre bil  for tiden på grund af grå stær. Pokkers!

pop-up shoppens tidsplan – desværre har ingen kirkemedlem
indvilliget i, at hjælpe Angie i morgen. Du godeste, sikke et vanvid!!!

15:30 Jeg kigger lidt på nettet. Jeg ser en chokerende artikel på theonion.com, den indflydelsesrige amerikanske nyhederkilde. Det er blevet afslørt, at L Ron Hubbard, den berømte og højt elskede  scifi forfatter faktisk er til scientologi. Nyhedswebstedet rapporterer, at Blake McKenna er blevet den første af Hubbards mange fans til at smide væk alle sine Hubbard romaner ud af skuffelse og afsky. Men mange andre fans er forventede at gøre det samme.

nyheden, at L Ron Hubbard er til scientologi,
har chokeret bogelskere verden over


English translation

18:00 The sun is shining and it is quite warm, so we have dinner outside on the terrace. Afterwards we get on with watering the vegetables in the greenhouse and in the vegetable garden.

19:30 We come back into the house and stick our feet up in front of the television. An interesting reality tv programme is on, all about an experiment where 3 volunteers (plus the programme's host) spend 5 days in solitary confinement. Each volunteer has their own small room and they are allowed to take 3 "personal" items with them.


Three of the four original volunteers (including the host of the programme) are extroverts, and the fourth is an introvert.

The extroverts do not plan their stay alone in the room and only take stupid "personal objects" with them. Of course the extroverts soon begin to break down after just a couple of hours. They tend to talk in a distracted way with the room's tv cameras which they try to turn into a "friend".

The introverted volunteer does not speak at all, but concentrates on drawing and painting little pictures, keeping fit with exercise aids, and (we hear later) using the opportunity to order her thoughts and come to terms with her recent final break-up with her husband.

The 3 extrovert volunteers cannot cope
with solitary confinement ...

but the introverted volunteer has internal resources
and uses the opportunity to come to terms with a recent turning point in her life.

It is satisfying for me and Lois to see situations where introverted people can celebrate little triumphs. We are both introverts (especially me) and we know that introverts have internal resources that extroverts have to manage without.

On the other hand, we can imagine other types of situations that would be a hell for us, for example, being in company with others round the clock with no opportunity for alone time, etc.

I think of my father who was a school teacher at the beginning of the Second World War, a profession in which he did not have to join the British Army, but after 1-2 years he volunteered to join. He told me that he soon became depressed from being constantly in the company of his companions (until he eventually came to terms with the situation).

My father in March 1945 in London (in front of Euston Station). He had now
after 4-5 years come to terms with being a soldier ha ha ha!

Elton John depicted a young man who was called up for military service in the 1950s in the video for his song, "I Guess That's Why They Call It The Blues", but in this case the young man quickly becomes depressed because he can no longer meet with his girlfriend. Eventually in despair he lays himself down in the rain on the parade ground. Poor guy!!!!!




Elton Johns "I Guess That's Why They Call It The Blues": We see a young man,
who in the 1950s has been called up for military service. Finally
he lays himself down in the rain on the parade ground. Poor guy !!!!!

Lois occasionally helps to man her church's town centre pop-up shop. A "customer" asked her the other day if God had ever put her to the test, and she responded by explaining how much manning the shop makes her feel way out of her comfort zone - my goodness! Lois is much braver than me - that's something I have to admit !!!!

22:00 We suddenly realize that the program is not coming to an end and there is half an hour left. Damn! It's a little annoying for me when programmes start at 9pm, and do not finish until 10:30 or 11pm. I like to adhere to my rule about my personal bedtime, so I go to bed. Lois can update me tomorrow with the programme's conclusions. Zzzzzzzz !!!!!

04:00 I get up early and do one of my routine Danish vocabulary tests.

07:45 I jump into bed with Lois and we drink our morning tea. We go in the shower and get up. We have breakfast.

09:00 We drive over to the local Sainsbury's supermarket to do the shopping. We have decided to buy a bunch of cans - canned vegetables and canned meat, to save us a lot of food preparation next week when we are on vacation in the county of Devon.

10:30 We drive home and relax with a cup of coffee on the terrace.

11:00 I read several pages of Sir Orfeo, a Middle English poem, because Lynda's U3A "Making of English" group is holding its monthly meeting on Friday. "Sir Orfeo" is the group's latest project.

Sir Orfeo was an English king whose wife, Heurodis, was abducted by the king of the fairies, which at that time was always a bit of a risk, especially if your wife was beautiful. The king of the fairies could pick and choose, and he tended to let the ugly ones slide - good grief, what a crazy world we live in !!!!

But it seems that the story has a happy ending - Sir Orfeo succeeds in finding his way to the Fairy King's castle and charms him by playing his lyre in a particularly attractive way. The Fairy King gives Sir Orfeo his wife back, but he is a little reluctant and unenthusiastic about it because, as he points out, Heurodis is so beautiful while Sir Orfeo is so very ugly: really really ugly, I mean - I cannot stress that too much ! Even ugly women found him ugly. Good grief - what a madness !!!!

Sir Orfeo – a really really ugly man, oh dear!

12:00 We try to talk on Skype with Alison, our daughter in Copenhagen, but there is no answer when we try to call her. Later we find out that she has forgotten about our arrangement - oh dear! We will try again tomorrow at 8pm English time.

12:30 We have lunch and afterwards I go to bed and take a gigantic afternoon nap - zzzzz !!!!

15:00 I get up. Lois tells me that no church member has agreed to help Angie staff their church's pop-up shop tomorrow morning. Lois feels she must volunteer to do it. I try to discourage her from doing it and let one of the lazy church members do it, but the problem is that her sense of duty is too strong. Unfortunately, it also means that I have to drive her to the town tomorrow morning because she is not allowed to drive a car at the moment due to cataracts. Damn!

pop-up shop schedule - unfortunately no church member
has volunteered to help Angie tomorrow. Good grief, what madness !!!

15:30 I take a little look online. I see a shocking article on theonion.com, the influential American news source. It has been revealed that L Ron Hubbard, the famous and highly beloved scifi writer, is actually into scientology. The news website reports that Blake McKenna has become the first of Hubbard's many fans to throw away all his Hubbard novels out of disappointment and disgust. But many other fans are expected to do the same.

The news that L Ron Hubbard is into Scientology,
has shocked book lovers all over the world