Saturday, February 9 2019

09:00 Lois and I go over to the local Sainsbury's supermarket to go food shopping: usually a completely routine household task, but today a little more of an adventure, a little more of a challenge, because we have not been out of the house for a few days, because of our mutual cold.

10:00 We drive home and I take our bags of food items into the house and put everything away in the fridge and pantry. Meanwhile, Lois swings by the neighbours (Stephen and Frances) to return our spare house keys to them.

Frances tells her that John, a former work colleague of both myself and Stephen, who lives somewhere in the neighbourhood, was recently diagnosed with bone cancer as a result of a routine blood test, and he has already begun a course of chemotherapy, news which gives me a bit of a shock, to say the least.

John must be at least 12-15 years younger than me, 58 or so. He is a little overweight according to Frances, but he is nevertheless quite fit: he usually cycles to work, ie 4-5 miles away from here. Frances and Stephen often meet John, because all three of them are members of the local Anglican church in the middle of the village.

Poor John. He is not even retired yet and now he has to put up with the very unpleasant and traumatic effects of the chemotherapy. Lois and I will send him a sympathy card, which does not seem like it's much help, but what can you do? I know that cancer is not the death sentence it once was, so let's cross our fingers for him.

And I can't help thinking about Lois's brother Andrew, who died at the age of only 53, of a lung infection after he had retired early a couple of years previously, at that time in perfect health and strong as an ox. Tomorrow would have been his 70th birthday.

It all makes me think that I have so far been incredibly lucky: I have never had anything really serious ... so far. But when will I run out of luck - tomorrow maybe, or even tonight ????

Nine months ago, after Lois and I flew back from a vacation in Australia with our daughter Sarah, I was referred by my doctor to Gloucester Royal Hospital because of a series of sores in my mouth that were not healing up, and the doctor warned me that the "c-word" could be mentioned in the hospital's appointment letter to me. But it turned out that the sores were caused by a jagged and uneven tooth – good grief, what madness !!!!

While staying with Sarah in Australia, I got in the habit of eating cereal bars filled with nuts: Francis, Sarah's husband, is the kind of chef who bars all other persons, including Sarah, from entering the kitchen while he is cooking. And myself being an early riser anyway, I often felt very hungry in the morning whilst waiting for the food to appear on the table, sometimes not till 10am - good grief! 

Hence my snacking on nut-laden cereal bars. But unfortunately, the nuts were not very good for my teeth and bits of at least one tooth must have broken off - damn! And hence the suspicious mouth sores, that the tooth kept biting against. What madness !!!!

Flashback to last March/April: 
our visit to Sarah, Francis and the twins in Australia

my 72^nd birthday – I develop a taste for cold drinks 

because of my mouth sores - poor me !!!!!

I develop a taste for ice-coffee

I develop a taste for cold beer ha ha ha!

My other recent problem - nine years ago I was diagnosed with osteoarthritis in my right hip, but the problem does not seem to have worsened since then. If anything, it has got quite a bit better, which is a little odd to say the least.

Over the years, I have discovered that my joints problem is to some extent self-inflicted: I tend to tense my muscles and joints whenever I am trying to hide my feelings (i.e. which means all the time, and including  hiding them from myself as well as hiding them from others ha ha ha !!!).

This is not my fault:  society is clearly to blame!  As boys we were told to always hide our feelings, especially the negative ones, but also the positive ones, for completeness sake. If I am more open and uninhibited and adopt a better posture, the majority of the problems tend to either disappear or at least fade into the background, I have discovered, which is nice, to put it mildly.

My goodness, what a crazy world we live in !!!!

In short I have been very very lucky (so far). But sooner or later I will run out of luck, that’s for sure. Lois has also been lucky (so far), but then again she has 2 sets of X chromosomes, so no surprise there - men's Y chromosomes are not very helpful when it comes to survival rates, which is a bit of a shame.

Interestingly, I recently read in Onion News that the attitudes of the physician and the nurse can be critical when it comes to breaking the news of an unpleasant diagnosis, or pressing an unpleasant course of treatment onto an unsuspecting patient.

A study recently published by researchers at Johns Hopkins University, Baltimore, revealed that the effectiveness of all medical treatment skyrockets when the doctor acts like a condescending dick.

"Our research proves that the long-term prognosis of the patient is directly and positively linked to having an MD who is an unrepentant, patronising ass-hole," said lead researcher Dr. Bethany Frey, who added that sick patients whose doctor sweeps their concerns aside with a wave of the hand and a brusque "You are not the medical professional here, I am," resulted in a 30 percent increase in survival rates and fewer cases of self-reported pain.

"Whether you are dealing with a common cold or stage 4 pancreatic cancer, you want to have a doctor who will rush through your appointment, interrupt you before you finish describing your symptoms, and then scribble something on your chart as they walk out of the room. Doctors who showed an empathetic bedside manner had poorer outcomes overall compared to those who are complete pricks, and in some cases being a fucking huge cock can literally be the difference between life and death. "

The study also confirmed that patients are less likely to abuse pain medications when an eye-rolling nurse tells them to suck it up because it doesn’t hurt that bad.

My goodness, what a crazy world we live in !!! The John Hopkins study is a bit surprising, to say the least, and to some extent counter-intuitive.

Until recently, there was one of those eye-rolling nurses working at our local medical centre, but I haven't seen her for a while. Let's hope she hasn't found a better-paid position elsewhere! But there are undoubtedly still  a lot of giant ass-holes around when it comes to the doctors themselves, so no problem there!

11:30  I jump up on my exercise bike and I ride 4 miles. Not very far, but I'm just starting to get back to normal after our recent shared cold.

12:30 We have lunch and afterwards I go to bed and take a gigantic afternoon nap. I get up at 3 pm and I find that Lois has been busy in the kitchen: she has taken some dough out of our non-functioning freezer and used it to make a plum tart.

After that she started doing some family tree research: she was recently contacted by Lynette, a distant relative in New Zealand, who has asked her some questions about the Brogden family, to which they both belong. Lois is so warm-hearted - if only I could be more like her !!!

Lois has been working in the kitchen making a plum tart - yum yum!

Then she started doing some genealogical research

for Lynette, a distant relative in New Zealand.

18:00 We have dinner and spend the rest of the evening watching a bit of television, an interesting documentary film in the series Digging Up Britain's Past (6th part of 6), all about England’s 17th century witch trials.

We hear about the "notorious" Pendle "witches", all female members of the local Device family, who were arrested in 1612 and brought to trial in the County Court in Lancaster Castle, where they were all sentenced to death by hanging.

This is just a Channel 5 documentary, and Lois and I tend to suspect that Channel 5 documentaries are all done on the cheap. And when it comes to the series’s two presenters, Alex Langlands is a genuine archaeologist, but not one of the top ones, to put it mildly.

Helen Skelton has a pleasant and fun personality, and is easy on the eye, but she knows nothing about history or archaeology. Nevertheless, Lois and I have enjoyed this series - it have many good points and the presenters are both bright and breezy at least.

Helen Skelton and Alex Langlands -

"bright and breezy" presenters

This is a sad story about the 17th century anti-witchcraft hysteria, which was partly provoked by King James I himself, who published a best-seller on the subject, which is a bit surprising. The victims of the hysteria were mostly poor women who had no other source of income than trying to sell harmless herbal potions  that they had made from herbs and plants they had picked in the woods; or poor women who for some reason simply did not tick the right boxes from the point of view of their spiteful neighbours. My goodness - what a crazy world we live in !!!!

King James 1.'s handbook on how to solve England's so-called "witchcraft epidemic"

My goodness - what a crazy world we live in !!!

22:00 We go to bed: separate beds again so that Lois can turn on the light and read if she has difficulty sleeping because of her cold. As usual, I fall asleep as soon as my head hits the pillow, which is lucky - zzzzzzzzz !!!!

Danish translation

09:00 Lois og jeg kører over til det lokale Sainsburys-supermarked for at gå madindkøb:  normalt en helt rutinemæssig huslige opgave, men i dag lidt mere af en eventyr, lidt mere ar en udfordring, fordi vi ikke er kommet ud af huset i nogle dage, på grund af vores fælles forkølelse.

10:00 Vi kører hjem og jeg tager vores poser fødevarer ind i huset og lægge dem væk i køleskabet og spisekammeren. I mellemtiden smutter Lois ind hos naboerne (Stephen og Frances) for at række dem vores reservehusnøgler tilbage.

Frances siger, at John, en tidligere arbejdskollega af både mig og Stephen, der bor et eller andet sted i nabolaget, blev for nylig diagnosticeret med knoglekræft som resultat af en rutinemæssig blodprøve, og han allerede er begyndt på et kursus af kimoterapi, hvilket giver mig lidt af et chok, for at sige mildt.

John må være mindst 12-15 år yngre end mig, 58 år eller deromkring. Han er lidt overvægtig ifølge Frances, men han er ikke desto mindre ganske rask:  han plejer at cykle på arbejde, dvs 4-5 miles væk herfra. Frances og Stephen mødes ganske ofte med John, fordi de alle tre er medlemmer af den lokale anglikanske kirke midt i landsbyen.

Stakkels John. Han er ikke engang gået på pension endnu, og nu er han nødt til at udholde de meget ubehagelige og traumatiske effekter af kimoterapiet. Lois og jeg vil sende ham et sympatikort, hvilket ikke virker at være synderlig behjælpeligt, men hvad kan man gøre? Jeg ved, at kræft ikke er den dødsdom, det engang var, så lad os krydse fingrene for ham.

Det hele gør mig til at tænke, at jeg hidtil har været utrolig heldig: jeg har aldrig lidt af noget alvorligt... hidtil (!). Men hvornår vil jeg løber tør for held – i morgen måske, eller i nat????

For 9 måneder siden, efter Lois og jeg fløj tilbage fra en ferie i Australien hos vores datter Sarah, blev jeg henvist af min læge til Gloucester Royal Hospital på grund af en række af sår i munder, der lægedes ikke, og lægen advarede mig, at ”k-ordet” kunne blive nævnt i hospitalets brev til mig. Men det viste sig, at sårene blev forårsaget af en takket og ujævn tand – du godeste, sikke et vanvid!!!!

Mens vi boede hos Sarah i Australien, kom jeg med at spise morgenmadbarer,  som var propfyldt af nødder: Francis, Sarahs mand, er den slags kok, der forbyder alle andre mennesker, herunder sin kone, at træde ind i køkkenet, mens han er i gang med at lave mad, og jeg følte mig ofte meget meget sulten om morgenen, mens vi ventede på, at maden dukker op på bordet. Sikke et vanvid!!!! Men desværre var nødderne ikke ret gode for mine tænder – pokkers!

 Tilbageblik til vores besøg hos Sarah, Francis og tvillingerne i Australien

min 72-årige fødselsdag– jeg udvikler en smag for kolde drikke, 

på grund af sårene i munden - stakkels mig !!!!!

jeg udvikler en smag for iskaffe

jeg udvikler en smag for koldt øl ha ha ha!

For 9 år siden blev jeg diagnosticeret med gigt i den højre hofte, men problemet ikke virker at have forværres siden da. Hvis noget, har det forbedret en lille smule, hvilket er lidt underligt for at sige mildt.

Jeg har gennem årene opdaget at problemet i en vis grad er selvforskyldt: jeg har tendens til at spænde musklerne og ledene, når jeg prøver at skjule mine følelser (hvilket betyder hele tiden, og det, at skjule dem for mig selv udover for andre ha ha!!!). Dette er ikke min skyld: samfundet skal bebrejdet  – som drenge blev vii bedt om altid at skjule vores følelser, især de negative, men også de positive, for helhedens skyld. Hvis jeg er mere åben og uhæmmet, og opretholder en bedre kropstilling, har størstedelen af problemerne tendens simpelthen til at forsvinde, har jeg opdaget, hvilket er rart for at sige mildt.

Du godeste, sikke en skør verden vi lever i !!!!

Lois’ bror Andrew døde på kun 53 år af en lungeinfektion, efter han gik tidligt på pension. I morgen ville have været hans 70 års fødselsdag.

Kort sagt jeg har været meget meget heldig (hidtil). Men før eller senere vil jeg løbe tør for held, det ved jeg med sikkerhed. Lois har også været heldig (hidtil), men hun har 2 sæt X-kromosomer, så ingen overraskelse der – Y-kromosomerne er ikke særlig behjælpelige, når det kommer til overlevelselserater, hvilket er lidt af en skam.

Jeg læste for tiden (kilde: Onion News), at attituden af lægen og sygeplejersken kan være vedgørende, når det kommer til at meddele en umistænksom patient en ubehagelig diagnose.

En undersøgelse, der for nylig blev udgivet af forskere ved Johns Hopkins University, Baltimore, afslørede, at effektiviteten af ​​medicinsk behandling ryger til vejrs når lægen opfører sig som et nedladende pikhoved.

"Vores forskning beviser, at patientens langsigtede prognose er direkte og positivt forbundet til at have en dr med, der er et skamløst, patroniserende røvhul," sagde leadforsker Dr. Bethany Frey og tilføjede, at syge patienter, hvis læge fejer deres bekymringer til side med en viften af hånden og et brysk par ord såsom , "Du er ikke den medicinske professionel her,  det er jeg", resulterede i en 30 procent stigning i overlevelsesrater og færre tilfælde af selvrapporteret smerte.

"Uanset om du lider af en almindelig forkølelse eller fase 4 kræft i bugspytkirtlen, vil du have en læge, der vil skynde sig igennem din aftale, afbryder dig, inden du er færdig med at beskrive dine symptomer, og derefter skrive noget på din lægejournal, da de går ud af værelse. Læger, der forviste en empatisk måde, at tage patienterne på, havde dårligere resultater i forhold til dem, der er rendyrkede pikhoveder. I nogle tilfælde er dét, at være et fucking kæmpe røvhul der bogstaveligt talt er forskellen mellem liv og død. "

Undersøgelsen bekræftede også, at patienterne er mindre tilbøjelige til at misbruge smertestillende medicin, når en øjenrullende sygeplejerske beder dem om at være en mand, fordi den ikke gør så ondt.

Du godeste, sikke en skør verden vi lever i !!! John Hopkins-undersøgendelsen er lidt overraskende, for at sige mildt, og i vis grad kontraintuitiv.

Der var indtil for nylig en af de der øjenrullende sygeplejersker, der arbejdede på vores lokale lægehus, men jeg har ikke set hende i et stykke tid. Lad os håbe på, at hun ikke har fundet et bedre-betalt stilling andetsted! Men der er uden tvivl stadig en masse kæmpe røvhuller i professionen, når det kommer til selve lægerne, så intet problem der!

11:30 Jeg hopper op på min kondicykel og jeg cykler 4 miles. Ikke ret langt, men jeg begynder netop at vende tilbage til det normale efter vores nylige fælles forkølelse.

12:30 Vi spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage en gigantisk eftermiddagslur. Jeg står op kl 15 og jeg opdager, at Lois har haft travlt i køkkenet: hun har taget nogen dej op af vores ikke godt fungerende fryser og brugte den for at lave en blommetærte.

Derefter gik hun i gang med at gøre lidt familietræforskning: hun er blevet kontaktet af Lynette, en fjerne slægtning i New Zealand, der har stillet hende nogle spørgsmål om familien Brogden, som de begge to hører til. Hun er så varmhjertet – hvis bare jeg kunne ligne hende mere!!!

Lois har beskæftiget sig i køkkenet med at lave en blommetærte – yum yum!

Derefter er hun gået i gang med at gøre lidt geneologisk forskning

på vegne af Lynette, en fjern slægtning i New Zealand.

18:00 Vi spiser aftensmad og bruger resten af aftenen på at se lidt fjernsyn. De viser en interessant dokumentarfilm i serien Digging Up Britain’s Past (6. del af 6), der handler om 1600-tallets hekseprocesser.

Vi hører om de ”notoriske” Pendle-hekser, alle kvindelige medlemmer af den lokal Device-familie, der i 1612 blev anholdt og stillet for retten i grevskabets domstol i Lancaster-slot, hvor de blev dømt til døden.

Dette er bare en Channel-5 dokumentarfilm, og Lois og jeg har tendens til at mistænke, at Channel 5 dokumentarfilm bliver lavet på den billige måde. Og når det kommer til seriens 2 værter, Alex Langlands er en ægte arkæolog, men ikke just en af de ypperste, for at sige mildt. Helen Skelton har en behagelig og humoristisk personlighed, og er lækkert for øjet, men hun ved ingenting om historie eller arkæologi. Ikke desto mindre har Lois og jeg nydt denne serie – de har mange gode punkter, og værterne er friske og frejdige, for at sige mildt.

Helen Skelton og Alex Langlands –

”friske og frodige” tv-værter

En trist saga om 1600-tallets anti-hekseri hysteri, der delvis var provokeret af selve kong Jakob 1., der udgave en best-seller omkring emnet, hvilket er lidt overraskende. Hysteriets ofre var for det meste fattige kvinder, der havde ikke andet kilde på indkomst, end at prøve at sælge harmløse urtagtigte drikke, de har lavet fra urter og planter de havde plukket i skovene; eller fattige kvinder, der af en eller anden grund simpelthen ikke tickede de rigtige bokser set ud fra deres naboers synspunkter. Du godeste – sikke en skør verden vi lever i !!!!

Kong Jakob 1.s bog om Englands såkaldte ”hekseri-krise”

Du godeste – sikke en skør verden vi lever i !!!

22:00 Vi går i seng:; adskilte senge igen, så Lois kan tænde lyset og læse, hvis hun har svært ved at sove på grund af sin forkølelse. Som sædvaligt falder jeg i søvn så snart mit hoved rammer puden, heldigvis – zzzzzzzzz!!!!