A slightly worrying day, that starts off poorly, to put it mildly.
I get up early at 5am or so, as I usually do, and sit down with the computer to
browse my favourite news sites. Lois yells down to me at 8 am that she is awake
and wanting a cup of tea.
I come up the stairs into the bedroom with the two cups of tea,
put them on our respective night tables, as I usually do. I go to the window and
look out a little. Then I sit down on the side of the bed and go to lie down on
my back, but suddenly I feel a little out of sorts and dizzy in the head, so
dizzy that I can't do it anything about it, however much I try to fight the
feeling. And I think I must have fainted for a few seconds.
When I come to, I see Lois lying with a worried facial expression right
in front of me – and she's asking me what's wrong with me and says that I had
suddenly lain down on my back, stared into the distance, and made a few weird
grunting-noises - yikes! Scary!!!!
Lois also had a dizzy attack yesterday, which prevented her from
attending a funeral she really wanted to be at, so maybe it's all just some
virus or other - she actually felt out of sorts and very tired all day. Let's
just hope this is not a sign of my imminent death. But we'll have to see about
that haha!
flashback to November 2019: me in happier
times,
when I could lay my head down on a pillow
without fainting haha!
10:00 As it turns out today, neither one of us feels 100% in fact,
and we decide to postpone our usual shower until tomorrow and generally try not
to do too much today.
We take a look at the next chapter of Byock's book on medieval
Iceland. We are both members of Scilla's U3A Old Norse group, and I have agreed
to give a mini-talk at the beginning of each of our regular fortnightly group
meetings, summarising some chapter or other of the book.
Byock's book - and its scary content
page
On Wednesday at the group's recent meeting, I summarised Byock's
introduction to the book, and I intend to summarise chapter 2 during the
group's next meeting, the chapter on sources - which doesn't sound very
fascinating, but everything about the old Viking society is a bit weird in my
opinion, so I decide to take a closer look at the chapter, and not just skip over
it as I expect most readers do.
Oddly, the Icelanders had perhaps the world's most complicated set
of laws ever - they were obsessed with passing laws to cope with every possible
eventuality.
But the Icelandic "state", if you can use the word, did
not provide any help or assistance to the citizen who felt that someone had
committed a crime against him, although sometimes the local chieftain used to
help you out a little bit if he was in a good mood.
The law told you what you might be eligible to receive if you’d
been wronged, but it was mostly up to you to “punish” the perpetrator, either
by striking a deal with him and getting compensation (ie money) for the crime,
or by suing him in front of a jury of neighbours, or by gathering a group of
your friends and taking revenge on him somehow. The choice was yours haha!
a typical Icelandic piece of legislation - this one is on
horse theft
a typical Icelandic horse thief, pictured here
while riding lightning-fast
past a number of Icelandic farms - definitely
more than 3 of them haha!
"You're in big trouble now, mister
!!!" haha
12:00 After lunch I go to
bed and take a gigantic afternoon nap. But I am strangely restless and I toss
and turn a lot in the bed, occasionally reaching for my smartphone.
Steve, my American brother-in-law, has sent me the url for an
interesting article on smithsonianmag.com about William Tell, the Swiss hero.
Me and my siblings loved watching Tell’s escapades every week when we were
kids, in an exciting TV series, starring Conrad Phillips.
a typical scene from the William Tell
television series of the 1950's,
starring the late Conrad Phillips
According to legend, Tell was forced by Gessler, the local
Habsburg stooge, to try and shoot an apple off his son's head with a single
arrow, which Tell did without difficulty. Gessler congratulates Tell but asks
him why he had seen him stick a 2nd arrow in his pants back-pocket. Tell
replied that if he had missed the apple and killed his son, he would have shot
the second arrow at Gessler, and would not have missed.
A nice story, but apparently it was stolen from the Danes. In a
much older history of Denmark, there is an incident involving King Harald Bluetooth,
who ruled Denmark from 936 to 987, and a Viking chief named Toko.
One drunken night, Toko boasted that he could do anything with his
bow and arrow. "Good," said the king. "I will now place an apple
on your little son's head and you will shoot it off." Toko picked up his
weapon, asked the boy to look the other way and shot the apple. When the king
asked why he had two more arrows hidden inside his vest, Toko replied, "To
kill you, your majesty, if I had killed my son."
Bluetooth took the answer as an acceptable one for a Viking and
forgot all about it. But Toko was not a man accustomed to forgetting or
forgiving, and eventually he joined the young crown prince Sweyn Forkbeard's
rebellion against his father. During the battle, Toko came across Bluetooth peeing
behind a bush and he shot an arrow straight through the king’s heart.
Harald Bluetooth - took too much time to pee
behind a bush:
and Toko was too fast for him.
Poor Harald !!!!!
Good grief, what a crazy world we live in !!! And the moral - not
to have too much to drink before a major
battle, just like Lois and I take care not to have too much to drink before a
long car ride.
It’s not exactly rocket science is it haha!
The need to pee at short notice "on the
job" or in the open air has been a constant theme
of satirists throughout the centuries: see
this comic vignette from the Benny Hill Show
(episode "Man Wanted at the Grange",
1981)
18:00 We have dinner and spend the rest of the evening watching
some television, an interesting new series that goes behind the scenes at the
V&A Museum in London.
The series is about those members of the museum staff responsible
for repairing and refurbishing old exhibits to make them look top-notch and
ready to showcase to the public. This programme is Lois' choice tonight, but I
find it unexpectedly fascinating, I have to say.
For me, the reason why program is so fascinating is because we hear a lot about
the exhibits' original owners and their lives, which is nice.
The show's star exhibit is a homemade toy elephant named
"Pumpie" who was made and "adopted" by a middle-class family - parents, Mr and Mrs Cattley, and their 5 children, who lived in Ealing in the
1900's, which was a small suburb of London. Pumpie
was a much loved little toy, which is why he is in such a bad state today, no
doubt about that.
The Cattley children considered Pumpie a member of the family, no
doubt about that, and the children photographed him many times in the house.
And they always took him with them when they went on holiday for example to the
coast and the like – and they photographed him many times on the beach, which
is kind of cute.
Pumpie was dressed as a Royal Navy sailor with jacket and shiny
buttons at a time when Britain was the world's superpower and Royal Navy
warships ruled the 7 seas.
The Cattley family children were all born in Russia, where their
father, James, was a British merchant. They moved back to England and their
father had a house built in Ealing, where they spent their very happy
childhood. None of the children married for some reason - how sad!
Pumpie no longer had a child to care for him and love him, and the
last surviving sibling, Maud, donated him to the museum in 1978. Just like
"Puff the magic dragon" when Jackie Paper came no more.
Poor Pumpie !!!!
Aren't antique toy elephants totally fascinating? Who would want
to study anything else ???
Puff, the magic dragon.
Poor Puff !!!!!!
22:00 We go to bed - zzzzzzzzz !!!
Danish translation:
torsdag den 6. februar 2020
En lidt bekymrende dag,
der starter dårligt, for at sige mildt. Jeg står tidligt op ved 5-tiden eller
deromkring, som jeg plejer, og sætter mig med computeren for at bladre igennem
mine yndlings-nyhedswebsteder. Lois
råber ned til mig kl 8, at hun er vågen og har lyst til en kop te.
Jeg kommer op ad trappen
på soveværelset med de to kopper te, sætter dem på vores henholdsvisse
natborde, som jeg plejer. Jeg går til vinduet og kigger ud lidt. Så sætter jeg
mig på sengkanten og begiver mig at lægge mig på ryggen, men pludselig føler jeg
mig lidt utilpas og svimmel i hovedet, så svimmel, at jeg kan ikke gøre for
det, uanset hvor meget jeg prøver at bekæmpe følelsen. Jeg tror, jeg må have
besvimet i nogle sekunder.
Da jeg kommer til mig
selv, ser jeg Lois med et bekymret ansigtsudtryk lige foran mig – hun er i gang
med at spørge mig, hvad der er galt med mig, og siger at jeg pludselig havde
lagt mig på ryggen, begyndt at stirre i det fjerne, og gjorde et par underlige
gryntelyde – yikes! Skræmmende!!!!
Lois fik også
svimmelanfald i går, hvilket forhindrede hende i at deltage i en begravelse, som
hun virkelig havde lyst til at være med til, så måske er det hele en eller
anden virus – hun følte sig faktisk dårligt tilpas og meget træt hele
dagen. Lad os bare håbe på, det ikke er
et tegn på min overhængende død. Men vi får se haha!
tilbageblik til
november 2019: mig i lykkeligere tider,
da jeg kunne
lægge hovedet på en pude uden at besvime haha!
10:00 Som det viser sig i
dag, er vi faktisk begge to ikke oppe på 100%, og beslutter at udskyde vores
sædvanlige brusebad indtil i morgen og prøver generelt ikke at lave for meget.
Vi kigger lidt på det
næste kapitel af Byocks bog om det middelalderlige Island. Vi er begge
medlemmer af Scillas U3A oldnordiske gruppe, og jeg har aftalt at holde et
mini-fordrag i begyndelsen af hvert af vores regelmæssige
fjortensdags-gruppemøder, hvor jeg opsummerer et eller andet kapitel i bogen.
Byocks bog
– og dens skræmmende indholdsside
I onsdag på gruppens
seneste møde opsummerede jeg Byocks indledning til bogen, og jeg har til
hensigt at opsummere kapitel 2 under gruppens næste møde, det kapitel, der
handler om kilder – hvilket ikke lyder meget fascinerende, men alting om de
gamle vikingers samfund er lidt underligt efter min mening, så jeg beslutter at
kigge nærmerer på kapitlet og ikke bare at springer det over.
Det er mærkeligt, at
islændingene havde måske verdens mest kompliceret sæt af love nogensinde – de
var besat af at vedtage love for at klare hver mulig begivenhed.
Men den islandiske
”stat”, hvis man kan bruge ordet, forsynede intet hjælp eller bistand til den
borger, der følte, at nogen havde begået en forbrydelse imod ham, selvom nogle
gange plejede den lokale høfding at hjælpe dig.
Loven fortalte dig, hvad
du måske kunne være berettiget til at modtage, men det var for det meste op til
dig at ”straffe” gerningsmanden, enten ved at lave en aftale med ham og får
kompensation (dvs penge) for forbrydelsen, eller ved at sagsøge ham foran en
jury af naboer, eller ved at samle en gruppe af dine venner og naboer, og tage
hævn på ham på en eller anden måde. Valget var din haha!
et typisk
islandske stykke lovgivning om hestetyveri
en typisk
islandsk hestetyv, afbildet her, mens han rider lynhurtigt
forbi flere
islandske gårde – helt sikkert flere, end 3 af dem haha!
"You're in big trouble now,
mister!!!" haha
12:00 Efter frokost går
jeg i seng for at tage en gigantisk eftermiddagslur. Jeg er mærkeligt rastløs
og kaster og vender lidt i sengen og rækker ud af og til efter min smartphone.
Steve, min amerikanske svigerbror, har sendt mig url-en til en interessant
artikel på smithsonianmag.com om William Tell, den schweiziske helt. Jeg og
mine søskende elskede at se Tells eskapader hver uge, da vi var børn, i en spændende tv-serie,
stjernespækket Conrad Phillips.
Ifølge legenden blev Tell
tvunget af Gessler, den lokale Habsburg-lakaj, til at prøve at skyde en æble af
sin søns hoved med en enkelt pil, hvilket Tell gjorde uden besvær. Gessler
gratulerer Tell men spørger ham, hvorfor han havde stukket en 2. pil i sin
bukselomme. Tell svarede, at hvis han havde misset æblet og dræt sin søn, ville
han havde skudt den 2. pil på Gessler, og ikke ville have misset.
en typisk scene
fra William Tell-tvserien fra 1950’erne,
stjernespækket
den afdøde Conrad Phillips
En flot historie, men
tilsyneladende var den stjålet fra danskerne. I en langt ældre Danmarks
historie er der en fortælling, der involverer kong Harald Blåtand, som regerede
Danmark fra 936 til 987, og en vikingehøvding ved navn Toko. En beruset aften
pralede Toko af, at han kunne gøre noget med sin pil og bue. ”Godt,” sagde
kongen. ”Jeg vil nu placere et æble på hovedet på din lille søn, og du vil
skyde det af.” Toko tog sit våben op, bad drengen om at se den anden vej og
skød af æblet. Da kongen spurgte, hvorfor han havde yderligere to pile inde i
sin vest, svarede Toko: "At dræbe dig, din majestæt, hvis jeg havde dræbt
min søn."
Blåtand tog svaret som
helt normalt for en viking og glemte alt om det. Men Toko var ikke en mand, der
var vant til at glemme eller tilgive, og til sidst sluttede han sig med den
unge kronprins Sweyn Forkbeard's oprør mod sin far. I løbet af slaget kom han
over Bluetooth, der tissede bag en busk og skød en pil gennem sit hjerte.
Harald Blåtand –
tog for meget tid til at tisse bag en busk:
og Toko var for
hurtig for ham.
Stakkels Harald
!!!!!
Du godeste, sikke en skør
verden vi lever i !!! Og moralen – ikke at
få for meget at drikke før et vigtigt slag, ligesom Lois og jeg passer på ikke
at få for meget at drikke for meget før en lang bilkørsel.
Det er ikke nøjagtig
raketvidenskab haha!
Det, at trænge
til at tisse med kort varsel ”på jobbet” eller i det fri, har været et konstant
tema
af satyrister
gennem århundrederne: se dette komiske vignet fra Benny Hill Show
(”Man Wanted at the Grange”, 1981)
18:00 Vi spiser aftensmad
og bruger resten af aftenen på at se lidt fjernsyn, en interessant ny serie,
der går bag scenerne i V&A-museet i London.
Serien handler om de
medlemmer af museets personale, der er ansvarlige for at reparere og
istandsætte gamle udstillingsgenstande, så de ser toptunet ud, og klar til at
fremvise til pubikummet. Programmet er Lois’ valg, men jeg finder der uventet
fascinerende, det må jeg nok sige.
For mit vedkommende er
programmet så fascinerende, fordi vi hører en masse om udstilingsgenstandenes
oprindelige ejere og deres liv, hvilket er rart.
Showets
stjerne-udstillingsgenstand er en hjemmelavet legetøjelefant, ved navn
”Pumpie”, der blev "adopteret" af en middelklassefamilie på forældre,
hr og fru Cattley, og deres 5 børn, der
boede i 1900’erne i Ealing, en lille forstad til London. Pumpie var en meget
elsket lille legetøj, og derfor er han i sådan en dårlig tilstand, ingen tvivl
om det.
Børnene betragtede Pumpie
som et medlem af familien, ingen tvivl om det, og børnene fotograferede ham
mange gang i huset. Og de tog altid ham med, når de gik på ferie for eksempel til
kysten og den slags – de fotograferede ham mange gange på stranden, hvilket er
nuttet.
Pumpie var klædt ud som
en Royal Navy-sømand med jakke og blanke knapper ved en tid, da Storbritannien
var verdens supermagt, og Royal Navys krigskibe regerede de 7 have.
Cattley-familiens børn
var alle født i Rusland, hvor deres far, James, var en britisk købmand. De
flyttede tilbage til England, og deres far fike bygget det hus i Ealing, hvor
de tilbragte deres meget lykkelige barndom. Ingem af børnene giftede sig af en
eller anden grund – hvor trist! Pumpie havde intet barn længere, der kunne
passe på ham og elske ham, og den sidste overlevende søskende, Maud, donerede
ham til museet i 1978. Lige som ”Puff den magiske drage”, da Jackie Paper ikke
kom mere.
Stakkels Pumpie!!!!
Er antikplyselefanter
ikke totalt fascinerende? Hvem ville ønske at studie noget andet???
Puff, den magiske
drage. Stakkels Puff !!!!!!
22:00 Vi går i seng –
zzzzzzzzz!!!
Hej alla, mitt namn är Aisha Sadat och jag är här ute för att vittna om de goda verk som BABA NOSA UGO i Karnataka Temple har gjort, eftersom min lycka återställs, jag har varit gift i ungefär 11 år nu, det kom till en punkt när min man började att agera konstigt och sedan lämnade han mig och våra två barn för en annan kvinna i över 6 månader, jag visste aldrig att han hade ett förhållande med en annan kvinna, den här kvinnan vill ta min lycka och allt som jag har jobbat för, kändes som slut allt. När jag letade efter en lösning kom jag över flera vittnesmål om Spellcaster på internet.
ReplyDeleteVissa vittnade om att han tog tillbaka sin Ex-älskare, vissa vittnade om att han löser alla slags andliga problem, örtmedicin för sjukdom som Fybroid, Astma, könssjukdomar, njursjukdom, diabetes, erektil dysfunktion, vinnande lotteri. Jag trodde aldrig på spellcaster men jag hade inget alternativ eftersom jag letade efter lösning överallt, så jag fick e-postmeddelandet till BABA NOSA UGO från vittnesmålen online och beslutade att prova honom.
Jag kontaktade honom via e-post och förklarade mitt problem för honom, han berättade för mig vad jag behövde göra och jag gjorde precis som han instruerade, förberedde något för mig att använda, han gjorde nästan allt själv, jag tvivlade faktiskt på när han sa till mig att Jag skulle förvänta mig en god nyhet, det var mindre än 14 dagar då min man ringde mig efter så lång tid. Han kom tillbaka om ursäkt och bad om förlåtelse, det hela var som en dröm, jag förlåtit honom och nu är vi ännu lyckligare än någonsin tidigare.
Jag vill säga ett stort tack till BABA NOSA UGO för hans vänliga hjälp, jag har aldrig förväntat mig ett så stort andligt arbete och jag kommer inte att sluta dela hans vittnesbörd. Om du har något andligt problem och du letar efter en riktig och äkta Spellcaster, kontakta BABA NOSA UGO så blir du glad att du gjorde det.
E-post: nosaugotemple@gmail.com / nosaugotemple@net-c.com
WhatsApp: +37258031247
Viber: +2347066853060
https://karnatakatemple.wixsite.com/karnataka