Danskcolin: Lørdag den 11. april 2015

Vi vågner begge to tidligt (kl 4). Jeg læser 5 sider fra min nuværende sengetidbog: ”William Pitt den Yngre” af William Hague, og jeg falder i søvn igen – zzzzz !!!!

Kl 7 står jeg op og jeg laver lidt danske hjemmearbejde på min bærebare computer. Jeg får en email fra min veninde i Budapest, Tünde. Hun siger, at hendes eneste søn, Gábor, overvejer at flytte med sin familie til Tyskland, hvor livet er ”mindre stressende” end i Budapest, (siger han). Du godeste! Tünde vil være meget ensom, det er sikkert. Hun er meget (usundt?) tæt på sin søn, og hans mand døde for mange år siden – du godeste (igen)! Sikke en verden!

Vi går i bad, for første gang i dette sommerhus: vores indledende dom er, at bruseren er okay, men ikke så kraftfuld som vores egen bruser hjemme – du godeste, Gud ske lov for den pump, vi har hjemme - pow! Vi er altid interesserede i at finde gode, kraftfulde brusere!

Efter morgenmad kører vi inde i byen Watchet, for at se os om på havnen. Solen skinner, men det er meget koldt, og det blæser. Vi ser den kaj, som i det 19. århundrede transporterede man jern med tog til, dvs jern udvundet i Somerset (jernbaneselskabet var West Somerset Mineral Railway). Fra denne kaj blev jernet transporteret til Syd-Wales (Ebbw Vale stålværket). Jernbaneselskabet ging konkurs i 1898.

Den kai, hvor man engang transporterede jern med tog/skib

fra Somerset til Syd-Wales, et meget roligt sted nu!

Vi ser den lokal pub, The Bell Inn, hvor Coleridge skrev de første linjer af sit berømte digt, The Ancient Mariner (den gamle søulk). Han var på en lang spadseretur sammen med sin ven William Wordsworth, da vennerne smuttede ind i pubben. Coleridge kiggede ud over havnen, og pludseligt fik han idéen til sit digt – hurra! Der er også en statue af den Gamle Søulk på kajen: sømanden holder en død albatros i hånden – du godeste! Det må være nederen at have en død kampefugl i hånden, det er sikkert!

Statue af den Gamle Søulk på havnen.

Han skal holde en død albatros i hånden, stakkels fyr!

Der er en anden statue på kajen, der skildrer John Short (eller ”Yankee Jack”), en lokal sømand, der var meget god til at synge og at styre shantyer om bord på skibe. Han fik sit øgenavn, efter han sluttede sig til besætningen på en yankee skib under den amerikanske borgerkrig.

Lois snakker med "Yankee Jack"

Vi ser en meget gammel barometer, insat i væggene af et lille hus på havn. Offentlige barometre blev installeret på hver havn i Storbritannien, på forslag af Admiral Fitzroy. Fitzroy var kaptajn af HMS Beagle, det skib, som Charles Darwin rejsede med, da han udviklede sin teori om evolution. Fitzroy interesserede sig meget for meteorologi, og han overtalte avis-ejere til at indholde vejrudsigter i deres aviser for første gang i verdens historie – hurra!

Watchets offentlige barometer (Admiral Fitzroys store idé)

Vi spiser frokost på en lokal café og vi kører hjem. Jeg går i seng og jeg tager mig en lang lur – zzzzz!!!! Jeg står op og vi ser lidt fjernsyn: The Grand National, Englands største hesteløb, og derefter The 161st Boat Race, den 161. bådrace mellem Oxford og Cambridge universiteter. Cambridge bliver hurtigt den ”back marker” – hurra! Vi spiser aftensmad.

Frokost på havnen

Kl 19 kører vi over til Blue Anchor og vi går en tur langs kysten. Vi var for 39 år siden her – en meget speciel tid i vores liv: det var vores første ferie som familie på 3. Vores ældre datter, Alison, var lige et år gammel, og det var en meget meget varm sommer. Det var so varmt om eftermiddagen, at vi ikke tør at være udendørs efter kl 13. Det er meget nostalgisk at se denne kyst igen efter 39 år. Vi tager et billede, hvor vi tog i samme sted som dengang – hurra!