17:00 Jeg hopper op på min kondicykel og jeg tilbagelægger endnu 6 miles
(10km). Jeg tænder for min smartphone og ser på ”1985s bedste sange” på
YouTube.
jeg kigger tilbage på 1985s bedste sange, mens jeg cykler
Jeg kan igen ikke modstå fristelsen til at kigge tilbage på 1985 i vores
livshistorie – du godeste! Det var et vigtigt år for mig, Lois og vores to
døtre Alison og Sarah på henholdsvis 10 og 8 år, fordi vi flyttede tilbage til
England efter 3 år i USA. Vi havde fuldstændigt vænnet os til at bo i USA, især
pigerne, så derfor var det lidt af et chok at kommer tilbage og køre bil på de
meget smallere veje osv og i venstre siden. Pigerne skulle droppe deres amerikanske
accenter, for ikke at føle sig udenfor i deres gamle skole for eksempel.
Vi tilbragte et par dage i august i New York, sammen med Kathy, min søster,
Steve, Kathys kæreste (senere ægtemand). Vi kom om bord QE2-cruiseskibet i en
tordenstorm og nåede til England i strålende solskin, hvilket synes lidt
mærkeligt. ”And the Hudson River makes you start to quiver”, som Sinatra sang –
du godeste!
1985: Alison,
vores 10-årige datter i New York
Vi
besøger New Yorks Chinatown:
(fra
venstre til højre) Lois, Alison, Kathy og Steve
souvenirfoto:
vi kommer om bord på QE2-cruiseskibet
Vi
siger farvel til USA i en tordenstorm:
(fra
venstre til højre – Lois og Alison.
Sarah
står skjult bag Alison)
Vi
ankommer tilbage til England i strålende solskin –
i
baggrunden Isle of Wight, og Needles-kalkstensklipperne,
det
mest fotograferede udsigtspunkt på øen
”When your little daughter, sees
the Solent water, ” som Sinatra ikke sang – du godeste!
Efter jeg er færdig med at cykle, laver jeg lidt mild vægtløftning.
18:00 Lois og jeg spiser aftensmad og bruger resten af aftenen på at lytte
til radio, et interessant program, ”Dødsfald af digterne”, der handler om
konceptet dødsdømte digter. Programmets værter er de charmerende Michael
Symmons Roberts og Paul Farley, to levende (gudskelov!) digter .
Sikke et
interessant program, fyldt til bristepunktet med fascinerende anekdoter om
berømte digteres liv. Lad os se kendsgerningerne i øjnene: selve digtere er for det meste mere
interessante, end deres digte – det ved jeg med sikkerhed!!!
Programmets værter deler digtere i to grupper: de, der er dødsdømte (selvdestruktive
bohemer, der dør før sin tid, ofte ved selvmord), og de ikke-dødsdømte, der
måske har et almindeligt job og dør af naturlige årsager – alderdom eller
sygdom osv). For de dødsdømte er deres liv og deres værker fuldstændigt
sammenflettet til hinanden, så de søger altid fare og tager risikoer: rutine og
komfort er synonyme med døden af deres kreativitet. De dødsdømte digtere er efter
min mening faktisk meget mere kedelige, end andre digtere – deres udskejelser er så forudsigelige, synes
jeg.
De ikke-dødsdømte digtere viser mere originalitet, synes jeg. Stevie Smith (1902-1971)
var en nervøs sekretær. Louis MacNiece (1907-1963) arbejdede for BBC
radiotv-kanalen, Wallace Stephens (1879-1955), arbejdede for en
forsikringsselskab. Philip Larkin (1922-1985) var bibliotekar. Andre ikke-dødsdømte
eksempler, der levede rimelig langt liv, indeholder TS Eliot (1888-1965), Emily
Dickinson (1830-1886), Rosemary Tonks (1928-2014), Marianne Moore (1887-1972).
Rosemary
Tonks, en af de ikke-dødsdømte digtere,
der
levede til en moden alderdom
22:00 Vi går i seng – zzzzzzz!!!!
04:00 Jeg står tidligt op og laver
én af mine rutinemæssige danske ordforrådtest.
07:15 Jeg skynder mig ind i køkkenet og laver to kopper te. Jeg tager dem
med op i soveværelset og kryber tilbage i sengen til Lois. Vi drikker teen og
går i bad. Vi står op og spiser morgenmad.
10:00 Lois skal ud. Hun møder i formiddag sine tidligere arbejdskollegaer,
Rose og Sheila, for kaffe-og-kage i M&S-caféen.
Jeg har lidt alenetid, så sætter jeg mig ved min bærebare og sende en email
til vores danske gruppes medlemmer. Jeg vedhæfter de næste 15 sider af den
danske kriminovelle, som gruppen læser for tiden, samt ordforrådlister.
12:15 Jeg skynder mig ind i køkkenet og laver frokost: suppe, scotch æg,
ostemad, agurk og mini-tomater – nam-nam!
13:00 Lois kommer tilbage igen og vi spiser frokost. Bagefter går jeg i
seng for at tage mig en kort eftermiddagslur.
14:30 Jeg står op. Lois skal ud. Hun skal kører over til Churchdown, hente
Ursula, sin veninde, og køre hende til
sin lægeklinikken. Ursula lider for tiden at blærebetændelse, og hun vil gerne
få en recept på antibiotika. Efter aftalen hos lægen, skal Lois køre Ursula til
det lokale apotek for at hente pillerne – du godeste! Lois har et hjerte af
guld – det har jeg ikke nogen tvivl om!!!!
15:00 Jeg har lidt alenetid og jeg kigger lidt på nettet. Jeg finder Morten
Ingemanns seneste tegneseriestribe. Du godeste! Jeg får lidt af et chok, da jeg
ser den – det ved jeg med sikkerhed!
Danskeren Ingemann er min yndlingstegner
– ingen tvivl om det! Han interesserer sig meget for grimme,
overvægtige, midaldrende eller ældre folk, de slags mennesker, som de fleste
tegnere sjældent giver opmærksomhed til.
Han er også meget indsigtsfuld og dybtgående, når det kommer til
nutidens forretningsetikker – jeg må indrømme,
at mange succesfulde forretningsmænd er midaldrende og overvægtige, så derfor
tilhører 100% Ingemanns naturlige fokusområde.
Det er måske lidt kontroversielt, men jeg synes Ingemann har ret i, at
forretningsmænd undertiden tager overhånd, når de rutinemæssigt overflytter alt
i deres koners navne. Og det kan føre til tristhed og tragedie. I dagens stribe
fortæller Ingemann den triste historie af en forretningsmand, der desværre døde – to af hans tidligere arbejdskollegaer gik på
kirkegården for at vise respekt, men de kunne ikke finde hvor han lå. Selvfølgelig var forklaringen, at han lå i
sin kones navn, men vi må spørge – er det ikke lidt nidkært? Jeg formoder, at
gamle vaner dør langsomt ha ha ha – tilgive den ganske smagløse humor, men det
er et seriøst punkt uden tvivl!!!
16:15 Lois er ikke dukket op endnu, så jeg slapper af med en kop te i
sofaen.
English translation
17:00 I jump up on my exercise
bike and I clock up another 6 miles (10km). I turn on my smartphone and look at
"1985s best songs" on YouTube.
I look back at 1985's best songs
while cycling
I again cannot resist the
temptation to look back at 1985 in the story of our lives - my god! It was an
important year for me, Lois and our two daughters Alison and Sarah, 10 and 8
years old respectively, because we moved back to England after 3 years in the
United States. We had completely gotten used to living in the USA, especially
the girls, so it was a bit of a shock to come back and drive on very narrow
roads, etc. and on the left. The girls had to drop their American accents, so
as not to feel out of it in their old school for example.
We spent a few days in August in
New York, along with Kathy, my sister, Steve, Kathy's boyfriend (later
husband). We went on board the QE2 cruise ship in a thunderstorm and reached
England in glorious sunshine, which seems a bit odd. "And the Hudson River
makes you start to quiver" as Sinatra sang - my god!
1985: Alison, our 10 year old daughter in New York
We visit New York's Chinatown:
(From left to
right) Lois, Alison, Kathy and Steve
souvenir photo: we go on board the QE2
cruise ship
We say goodbye to the United States in a
thunderstorm:
(From left to right - Lois and Alison.
Sarah is hidden behind Alison)
We arrive back to England in bright sunshine
–
in the background the Isle of Wight, and the
Needles limestone cliffs,
the most photographed viewpoint on the
island"
When your little daughter, sees
the Solent water," as Sinatra did not sing - my god!
After I finish cycling, I do a
little mild weightlifting.
18:00 Lois and I eat dinner and
spend the rest of the evening listening to the radio, an interesting program,
"Deaths of the Poets," which is about the concept of the doomed poet.
The program's hosts are the charming Michael Symmons Roberts and Paul Farley,
two living (thank goodness!) poets.
What an interesting program,
filled to the brim with fascinating anecdotes about famous poets' lives. Let's
face facts: the poets are mostly more interesting than their poems - I know
that for sure !!!
The presenters divide poets into
two groups: those who are doomed (self-destructive bohemians who die before
their time, often by suicide), and the non-doomed ones (who might have a
regular job and die of natural causes - old age or illness, etc. ). For the doomed
ones, their lives and their works are completely intertwined with each other,
so they are always looking for danger and taking risks: routine and comfort are
synonymous with the death of their creativity. The doomed poets in my opinion are actually much more boring than the other poets - their excesses are so predictable,
I think.
The non-doomed poets show more
originality, in my view. Stevie Smith (1902-1971) was a nervous secretary. Louis
MacNiece (1907-1963) worked for the BBC radio-tv channels, Wallace Stephens
(1879-1955), worked for an insurance company. Philip Larkin (1922-1985) was a
librarian. Other non-doomed examples that lived reasonably long lives include
TS Eliot (1888-1965), Emily Dickinson (1830-1886), Rosemary Tonks (1928-2014), and
Marianne Moore (1887-1972).
Rosemary Tonks, one of the non-doomed poets,
who lived to a ripe old age
22:00 We go to bed - zzzzzzz !!!!
04:00 I get up early and do one
of my routine Danish vocabulary tests.
07:15 I hurry into the kitchen
and make two cups of tea. I take them up to the bedroom and crawl back in bed
with Lois. We drink the tea and take a shower. We get up and eat breakfast.
10:00 Lois has to go out. She is
meeting her former work colleagues, Rose and Sheila, this morning for
coffee-and-cake in the M & S cafe.I have a little alone-time, so I sit down
at my laptop and send an email to our Danish group members. I attach the next
15 pages of the Danish crime novel the group are currently reading, plus
vocabulary lists.
12:15 I hurry into the kitchen
and make lunch: soup, scotch eggs, cheese sandwich, cucumber and mini-tomatoes
- yum-yum!
13:00 Lois comes back again and
we eat lunch. Afterwards I go to bed and take a short afternoon nap.
14:30 I get up. Lois has to go
out. She must drive over to Churchdown, pick up Ursula, her friend, and drive
her to her medical clinic. Ursula is suffering from cystitis at the moment,
and she would like to get a prescription for antibiotics. After the appointment
with the doctor, Lois has to drive Ursula to the local pharmacy to pick up the
pills - my god! Lois has a heart of gold - I have no doubts about that !!!!
15:00 I have a little alone time
and I take a little look at the net. I find Morten Ingemann's latest cartoon
strip. My God! I get a bit of a shock when I see it - I know that for sure!
The Dane Ingemann is my favorite
cartoonist - no doubt about it! He is very interested in ugly, overweight,
middle-aged or older people, the kind of people that most artists rarely pay
attention to.
He is also very insightful and incisive when it comes to today's business ethics - I must admit that many successful
business men are middle-aged and overweight, so they belong 100% to Ingemann’s natural
focus area.
It is perhaps a little
controversial, but I think Ingemann is right in saying that businessmen
sometimes get out of hand when they routinely transfer everything to their
wives' names. And it can lead to sadness and tragedy. In today's strip Ingemann
tells the sad story of a businessman who unfortunately died - two of his former
work colleagues went to the cemetery to pay their respects, but they could not
find where he was buried. Of course, the explanation was that he was buried
under his wife's name, but we must ask - is this not a bit overzealous? I
suppose old habits die hard ha ha ha - forgive the rather tasteless humor, but
it’s a serious point without a doubt!!!
16:15 Lois has not shown up yet,
so I relax with a cup of tea on the sofa.
No comments:
Post a Comment