Tirsdag den 21. februar 2017 kl 16:30 til onsdag den 22. februar 2017 kl 16:29

18:00 Lois og jeg spiser aftensmad og bruger resten af aftenen på at se lidt fjernsyn.

I går så vi den første time af en biopic-film ”Ray”, der handler om den berømte amerikanske sanger-sangforfatter-klaverspiller, Ray Charles. Filmen startede  kl 21, men vi er ikke natteravne, så derfor gik vi i seng kl 22, som sædvanligt.

I aften beslutter vi at se filmens anden time. Men der er stadig endnu en time tilbage – du godeste, sikke en lang film (inklusive striber af tv-reklamer, du godeste!)!!

Vi nyder at se filmens anden time, selvom vi har svært ved at forstå nogle af de sorte musikere, der efter vores mening har for vane at mumle lidt for meget – uha, vi bliver gamle, det har jeg ikke nogen tvivl om !!!!! Jeg trykker vanvittigt på den undertekst-knappen, men den fungerer ikke i tilfælde af denne film af én eller anden grund – uha!

Vi ser Rays banebrydende præstation i 1959 i et jazzhus, hvor han og hans 3 charmerende backing-sangerinder (Raelettes) spillede hele deres ”sæt”: men showets promotor fortalte dem, at der ifølge showets program stadig var 10-15 minutter tilbage, og at publikummet råbte på mere. Ray løste problemet ved at improvisere én af sine mest kendte sange, ”What’d I Say”.

Han optog sangen lidt senere, og det blev en massiv hitsang verden over, inspirerende også blandt andet mange engelske popgrupper, herunder Beatles og Rolling Stones, selvom sangen på det tidspunkt også blev skarpt kritiseret på grund af både sangens tekst og de frække, ikke verbale ”lyde”, som Ray udveksler med sine backing-sangerinder. Du godeste, verden har ændret sig radikalt siden da – det har jeg ikke nogen tvivl om! 

Dette må være verdens mest succesfulde eksempel på noget improviseret for at fylde en pinlig stilhed, selvom stilheden i dette tilfælde ikke var så stille, fordi publikummet i jazzhuset råbte og råbte på mere.

Jeg mindes et andet, mindre vellykket forsøg på at fylde en pinlig stilhed. John Cleese, den berømte komiker, bragte nogen tid som radioannoncør, og måtte fylde en tavshed, der stammede fra et teknisk problem. Han begyndte at synge en sang, ”Over hovedet lyser månen”, fra operetten Studentprinsen, som Cleese fortolkede ”a capella”. Men han indså hurtigt sin fejl, fordi han faktisk kun kendte sangens titlen og første linje, og han blev tvunget til at synge ”Overhead the moon is beaming, beam beam beam beam it goes”. Pinligt! Jeg er sikker på, at dette er én hændelse, han hellere ville glemme!!!! Stakkels Cleese !!!!!

John Cleese, hvis tidlige karriere i radioen 

blev skæmmet af dårlige fejltagelser - uha!

22:00 Vi går i seng. Jeg læser 10 sider af min sengetidbog,  ”Indsamlede digte af John Betjeman”, en julegave fra Lois, før jeg glider over i søvnen – zzzzzzz!!!!

04:15 Jeg står tidligt op. Jeg vejer mig som normalt i badeværelset – 10 sten 5,5 pund (145,5 pund eller 66kg). Pokkers! Jeg er stadig et halvt pund tungere, end mit kortsigtede mål. (Tænker – ”Dette sidste halvt-pund er det sværeste af alt” – uha!

Jeg laver én af mine rutinemæssige danske ordforrådtest. Jeg kigger lidt på nettet.

07:45 Jeg skynder mig ind i køkkenet og laver to kopper te. Jeg tager dem med op i soveværelset og hopper op i sengen til Lois. Vi drikker teen og går i bad. Vi står op og spiser morgenmad.

09:30 Jeg sætter mig foran computeren og udarbejder en danske ordforrådtest, som jeg planlægger at give vores danske gruppes medlemmer i morgen eftermiddag, i begyndelsen af gruppens regelmæssige møde. De korrekte svar til testen (en række bogstaver) vil stave en ganske tilfældig sætning , jeg har udtænkt  ”sidste i februar, hvor skov er grå”. Så tilfældig, at medlemmerne ikke vil kunne snyde ved at gætte sætningen – jeg er så krævende ha ha ha!

10:45 Lois og jeg går en kort tur i nabolaget (1,4 miles). Vores rute: Prestburyvej, Welland Lodgevej, gennem byggepladsen og tilbage igen via New Barn Lane. Vi kigger på den enorme byggeplads, bestående af to enorme nye villakvarterer,  hvor to store byggefirmaer, Bloor og Bovis, er i gang med at skæmme landskabet, hvor den dejlige gamle gård, Starvehall Farm, engang lå – hulk hulk!!!

Vi går forbi den forfærdelige Bloor/Bovis byggeplads,

der skæmmer landskabet, hvor den dejlige gamle gård engang lå – uha!

Vi kommer hjem igen og slapper af med en kop te i sofaen.

13:00 Vi spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage mig en gigantisk eftermiddagslur.

15:00 Jeg står op og kigger lidt på nettet. Jeg finder Morten Ingemanns seneste tegneseriestribe. Du godeste! Jeg får lidt af et chok, da jeg ser den – det ved jeg med sikkerhed!

Danskeren Ingemann er min yndlingstegner  – ingen tvivl om det! Han har mange egenskaber, som er et must med mig og en stor plus. Han interesserer sig meget for grimme, overvægtige, midaldrende eller ældre folk, de slags mennesker, som de fleste tegnere sjældent giver opmærksomhed til.

Ingemanns tegneseriestriber er fulde af gode råd til den ældre, overvægtige, grimme skatteyder, for eksempel. Det er en kendsgerning, at i midaldrende bliver man mere egoistisk og har en tendens til at bekymre sig mindre om smålige regler og bestemmelser, og måske ikke være i stand til at modstå fristelsen til at snyde, når man betaler skat.

Ulempen er, at det senere kan føre til en dårlig samvittighed og mulige søvnløse nætter, hvilket resulterer i et fald i præstation i mange områder af livet, herunder på golfbanen.

en dårlig samvittighed kan føre til søvnløse nætter

Ingemanns råd er forfriskende simpelt – til ikke at tilbagebetale alle de skatter, du skylder regeringen - betale snarere bare en del af dem tilbage, og derefter se, om din søvn forbedres eller ej. Hvis den bliver bedre, kan det være, at du ikke behøver at tilbagebetale resten! Simples!

English translation

18:00 Lois and I eat dinner and spend the rest of the evening watching TV.Yesterday we saw the first hour of a biopic movie "Ray," about the famous American singer-songwriter-pianist, Ray Charles. The film started at 9pm, but we are not night owls, so we went to bed at 10pm, as usual.

Tonight we decide to see the film's second hour. But there is still another hour left - my god, what a long film (including streams of TV commercials, my god!) !!

We enjoy seeing the film's second hour, though we find it hard to understand some of the black musicians, who in our opinion have a habit of mumbling a little too much - oh dear, we are getting old, I have no doubts about that !!! !! Frenziedly I press the subtitle/closed caption button, but it does not work with this film for some reason - oh dear!

We see Ray's groundbreaking performance in 1959 in a jazz house where he and his charming 3 backing singers (The Raelettes) played their entire "set", but the show's promoter told them that according to the show's program there was still 10-15 minutes left, and the crowd were shouting for more. Ray solved the problem by improvising one of his most famous songs, "What'd I Say".

He recorded the song a little later and it was a massive hit around the world, inspiring also lots of English pop groups, including the Beatles and Rolling Stones, although the song at the time was also sharply criticized because of both the song's lyrics and the saucy, non verbal "sounds " which Ray exchanged with his backing singers. My God, the world has changed radically since then - I have no doubts about that!

This must be the world's most successful example of something improvised to fill an embarrassing silence, though the silence in this case was not so quiet because the audience in jazz house were shouting and yelling for more.

I am reminded of another, less successful attempt to fill an embarrassing silence. John Cleese, the famous comedian, spent some time as a radio announcer, and had to fill a silence that stemmed from a technical problem. He began to sing a song, "Overhead the moon is beaming" from the operetta Student Prince, a song Cleese decided to interpret "a capella". But he quickly realized his mistake, because he actually only knew the song title and the first line, and so he was forced to sing "Overhead the moon is beaming, beam beam beam beam it goes". Embarrassing! I am sure that this is one incident he would rather forget!!!! Poor Cleese!!!

John Cleese, whose early career on the radio was marred by bad mistakes

- oh dear !!!!

22:00 We go to bed. I read 10 pages of my bedtime book, "Collected Poems of John Betjeman", a Christmas gift from Lois, before I drift off to sleep - zzzzzzz !!!!

04:15 I get up early. I weigh myself as normal in the bathroom - 10 stone 5 and a half pounds (145.5 pounds or 66kg). Damn! I'm still half a pound heavier than my short-term target weight. (Thinks – “This last half-pound is the hardest of all”). Oh dear!

I do one of my routine Danish vocabulary tests. I take a little look at the web.

07:45 I hurry into the kitchen and make two cups of tea. I take them up to the bedroom and hop into bed with Lois. We drink the tea and take a shower. We get up and eat breakfast.

09:30 I sit at the computer and draw up a Danish vocabulary test, which I plan to give our Danish group members tomorrow afternoon, at the beginning of the group's regular meeting. The correct answers to the test (a series of letters) will spell out a very random sentence I have devised: "in late February, where the forest is gray." So random that members not be able to cheat by guessing the phrase - I'm so demanding ha ha ha!

10:45 Lois and I go for a short walk in the neighborhood (1.4 miles). Our route: Prestburyvej, Welland Lodgevej, through the construction site and back again via New Barn Lane. We take a look at the huge construction site, consisting of two huge new residential neighborhoods, where two large construction companies, Bloor and Bovis, are in the process of disfiguring the landscape, where the lovely old farm, Starvehall Farm, once lay - sob sob !!!

We go past the horrible Bloor / Bovis construction site

that disfigures the landscape, where the lovely old farm once stood - oh dear!

15:00 I get up and take a look at the web. I find Morten Ingemann's latest cartoon strip. My God! I get a bit of a shock when I see it - I know that for sure!

The Dane Ingemann is my favorite cartoonist - no doubt about it! He has many properties that are a must with me and a big plus. He is very interested in ugly, overweight, middle-aged or older people, the kind of people that most artists rarely pay attention to.

Ingemann's cartoon strips are full of good advice for the older, overweight, ugly taxpayer, for example. It is a fact that in middle age one becomes more selfish and tends to worry less about petty rules and regulations and may not be able to resist the temptation to cheat when paying tax.

The downside is that this can lead later to a guilty conscience and possible sleepless nights, resulting in a decrease in performance in many areas of life, including the golf course.

a bad conscience can lead to sleepless nights

Ingemann's advice is refreshingly simple - not to repay all the taxes you owe the government, but just pay a part of them back, and then see if your sleep improves or not. If it gets better, it may be that you will not have to repay the rest! Simples!