Sunday 14 July 2019

09:30 Lois and I speak again on the phone with Sarah, our 42-year-old daughter, who, a few days ago, admitted herself to the Joondalup Hospital in Perth, Australia, with suspected appendicitis. The doctors finally diagnosed diverticulitis and prescribed a low-fibre diet - if all goes well, they will discharge Sarah tomorrow (Monday).

Sarah says Francis and their (soon-to-be) 6-year-old twins, Lily and Jessie, visited her, as usual, earlier in the day. The twins brought a list of the 200 words their teacher assigned them on the last day of school before the children’s current "winter" holiday  - they must be able to spell all these words before the new school term begins in a week's time – good grief, what madness !!!! But how cute they are, little Lily and Jessie! My goodness!

flashback to last March - one of the pictures I took of the twins

when Lois and I visited the family

Lois and I tend to worry a lot about Sarah, even though she is now 42 years old. Once parents, always parents. 

The family has inevitably very little support over there when it comes to close relatives, and they are very exposed to having difficulties whenever things don’t go so well, no doubt about that.

And Sarah tends to suffer from digestive problems of one kind or another, like Lois herself. We recall how sick Sarah was in 1995 when she came back from a 12-week safari trip in Africa, when she was only 18 years old - at that time also, we had to get her to limit herself to a special diet over several weeks.

flashback to 1995: 18-year-old Sarah's 12-week safari trip in Africa.

Sarah, standing, back row, no. 4 from right:

How brave she was!

10:00 The call ends. Lois herself has some (not serious) digestive problems again today, and she decides not to attend her sect’s two services taking place in Tewkesbury library. It will be nice to have her company today here at home.

I go out into the backyard and cut back the giant hedge growing next to the garden path at the bottom of the garden: the path has become almost impassable, which is not good, I have to admit.

The giant hedge I decide to prune

11:30 I have finished pruning the hedge, but I feel a little rough - tired and almost ready to faint: yikes! I decide to sit down on the terrace and eat a second breakfast: two pieces of toast with marmite: yum yum! Now I feel a little better. It's quite warm for once.

12:30 We have lunch and afterwards I go to bed and take a gigantic afternoon nap. Meanwhile, Lois digs out our iron and starts ironing her clean laundry, including my underwear, which is nice: she's feeling sorry for me.

15:30 I get up and set to work on my new website - the one I have devised for the benefit of our U3A Danish group members. The group is currently reading a Danish crime novel, "The Deeper You Fall", by Anna Grue - but we are all of us old crows, and we seem to find it hard to remember what happened in previous chapters.

"The Further You Fall", our U3A Danish group's current project

The authoress, Anna Grue

I can use the new site to summarise chapters online, including my speculations and theories about who the killer is, and suchlike.

Brilliant, right?

I put the site live, at www.dybtatfalde.blogspot.com. The members will have the opportunity to comment on my summaries and speculations online, but I suspect they are not IT-capable enough to master the kind of skills that takes - ha ha ha! But it may be that they could surprise me. We'll have to see.

Brilliant, right?  [You’ve said that once already  - Ed.]

17:00 Lois and I relax with a cup of tea on the couch. We see the last hour of the cricket world final, England vs. New Zealand - very exciting and the result could not have been closer. In fact, England won with the very last ball of the match (part of some tie-break sequence that neither Lois nor I understand the rules for – my god!).

England's cricket team celebrating their first victory ever in the world cup

Lois's niece, Sharon, posts one of her 

typical comments up on Facebook - ha ha ha!

18:30 We have dinner and watch some television, an interesting documentary about an American rock'n'roll album from the 1950's, "The Chirping Crickets", which became particularly influential in England.

A very relaxing and nostalgic programme. Lois and I had not realised that the Crickets were at that time so unique: 2 guitarists, a double bass player and a drummer - very self-contained and self-sufficient, and a self-contained format which all the English groups, such as the Beatles, Rolling Stones, etc. in the 1960’s imitated. Other singers in the 1950’s, except for the Crickets, tended to be either soloists or soloists with backing singers.

I recall a group of 4 of my high school classmates being able to sing "Oh Boy" in harmony "a cappella" (or "acapulco", as Lois and I call it lol). I wonder what ever became of those classmates, I ask myself.  [Well they obviously didn't become famous by the sound of it - Ed].

Also, I recall a holiday in Somerset that my parents and siblings and I went on in 1958 when "It Doesn't Matter Any More" shot to the top of the charts after Buddy Holly's death in the notorious plane crash. 

Ah what memories, ha ha ha! I also recall that Buddy made it cool to wear glasses, which was a plus for me, I have to say.

Buddy and his other team members came from Lubbock, Texas, of course, or "Bullock, Texas" according to the typo in the sleeve-notes on the group's first album - ha ha ha!

Lois and I did not know that the Crickets would record their music at night at Norman Petty's studios in Clovis, New Mexico, because of the daytime traffic noise, also the noise that came from Norman's father's workshop, that was right next to the studio.

My goodness, what a crazy world we live in !!!! [Go to bed - Ed.]

22:00 We go to bed - zzzzzzz !!!!!

Danish translation: søndag den 14. juli 2019

09:30 Lois og jeg taler lid igen på telefon med Sarah, vores 42-årige datter, der for et par dage siden indlagde sig selv på Joondalup-hospitalet i Perth, Australien, med mistænkt blindtarmbetændelse. Lægerne diagnosticerede endelig divertikulitis og har ordineret en fiberfattig kost – hvis alt går godt, vil de udskrive Sarah i morgen (mandag).

Hun siger, Francis og deres (snart) 6-årige tvillinger, Lily og Jessie, besøgte hende, som sædvanligt, tidligere på dagen. Tvillingerne medbragte en liste over de 200 engelske ord, deres lærerinde tildelte dem på den sidste skoledag før børnenes ”vinter”-ferie – de må formå at kunne stave alle disse ord, før den nye skolesemester begynder om en uges tid – du godeste, sikke et vanvid!!!! Men hvor er de dog søde, Lily og Jessie! Du godeste!

tilbageblik til sidste marts – ét af de billeder, jeg tog af tvillingerne

da Lois og jeg besøgte familien

Lois og jeg har tendens til at bekymre meget om Sarah, selvom hun nu er fyldt 42 år. Engang forældre, altid forældre. Familien har uundgåeligt haft meget lille støtte derovre, når det kommer til tætte slægtninge, og de er meget udsat for problemer, når tingene ikke går godt, ingen tvivl om det.

Og Sarah har tendens til at lide af fordøjelsesproblemer af en eller anden type, ligesom Lois selv. Vi mindes om, hvor syg Sarah var i 1995, da hun kom tilbage fra en 12-ugers safariferie i Afrika, da hun kun var 18 år gammel – dengang også blev vi nødt til at få hende  at begrænse sig selv til en speciel kost over flere uger.

 tilbageblik til 1995: 18-årige Sarahs 12-ugers safariferie i Afrika.

Sarah, stående, bageste række, nr 4 fra højre:

hvor var hun dog modig!

10:00 Opkaldet slutter. Tilfædligvis har Lois selv også (ikke alvorlige) fordøjelsesproblemer igen i dag, og hun beslutter ikke at deltage i sin sekts to gudstjenester, der finder sted på byen Tewkesburys bibliotek. Det vil være rart at have hendes selskab i dag herhjemme.

Jeg går ud i baghaven og beskærer den kæmpehæk, der gror ved siden af havegangen i bunden af haven: havegangen er blevet næsten ufarbar, hvilket ikke er godt, det må jeg indrømme.

Den kæmpe hæk, jeg beslutter at beskære

11:30 Jeg er færdig med at beskære hækken, men jeg føler mig lidt dårligt tilpas – træt og klar til at besvime: yikes! Jeg beslutter at sætte mig lidt på terrassen og spise en 2. morgenmad: to stykker toast med marmite: yum yum! Nu føler jeg mig lidt bedre. Det er varmt.

12:30 Vi spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage en gigantisk eftemiddagslur. I mellemtiden graver Lois vores strygejern frem og går i gang med at stryge hendes rent vasketøj, også mit undertøj, hvilket er rart: hun har ondt af mig.

15:30 Jeg står op og arbejder på mit nye websted – dét, jeg har udarbejdet til fordel af vores U3A danske gruppes medlemmer. Gruppen læser for tiden en dansk kriminovelle, ”Dybt at falde”, af Anna Grue – men vi er alle gamle krager, og vi har hele tiden svært ved at huske, hvad der skete i de foregående kapitler.

”Dybt at falde”, vores U3A danske gruppes nuværende projekt

Forfatterinden, Anna Grue

Jeg kan bruge det nye websted for at lægge resuméer af kapitler op på nettet, også mine spekulationer og teorier om, hvem gerningsmanden (morderen) er, og den slags.

Brilliant, ikke?

Jeg laver webstedet live, på www.dybtatfalde.blogspot.com . Medlemmerne vil have muligheden for at kommentere mine resuméer og spekulationer online, men jeg mistænker, de ikke er IT-dygtige nok til at mestre de slags færdigheder, det der kræver - ha ha ha! Men det kan være, at de kunne overraske mig. Vi får se.

Brilliant, ikke?  {Dét har du sagt allerede – red.]

17:00 Lois og jeg slapper af med en kop te i sofaen. Vi ser den sidste time af cricket-verdenskabets finale, England vs. New Zealand – meget spændende, og resultatet kunne ikke have  været mere tæt. England vandt faktisk med kampens allersidste bold (en del af en eller anden tiebreak-sekvens, som hverken Lois eller jeg forstår reglerne til – du godeste!).

Englands cricket-hold fejrer deres første sejr nogensinde i verdenskabet

Lois’ niece, Sharon, lægger én af sine typiske kommentarer på Facebook – ha ha ha!

18:30 Vi spiser aftensmad og ser lidt fjernsyn, en interessant dokumentarfilm, der handler om en amerikansk rock’n’roll-album fra 1950’erne, ”The Chirping  Crickets”, der blev i sær indflydelsrig i England.

Et meget afslappende og nostalgisk program. Lois og jeg havde ikke indset, at gruppen Crickets format var dengang så unikt: 2 guitarister, en kontrabassist og en trommeslager – meget indesluttet og selvstændigt, og et indesluttet format, som alle de engelske gruppe, såsom Beatles, Rolling Stones osv i 1960’erne imiterede. Alle andre sangere i 1950’erne, bortset fra Crickets, havde tendens til at være enten solister, eller solister med backingsangere.

Jeg mindes om, en gruppe af 4 af mine højskole-klassekammerater, kunne synge ”Oh Boy” i harmoni ”a capella” (eller ”acapulco”, som Lois og jeg kalder det lol). Hvor blev der af de der klassekammerater, undrer jeg mig.

Også mindes jeg om en ferie i Somerset, mine forældre og søskende og mig holdt i 1958, da ”It Doesn’t Matter Any More” skød til tops på hitlisterne efter Buddy Hollys død i den notoriske flyulykke. Ah sådanne nogle minder, ha ha ha! Jeg mindes også om, at Buddy gjorde det sejt at gå med briller, hvilket var en plus for mit vedkommende, det må jeg nok sige.

Buddy og hans andre gruppemedlemmer kom fra Lubbock, Texas, selvfølgelig, eller ”Bullock, Texas” ifølge typofejlen, der stod i notaterne på gruppes første album – ha ha ha!

Lois og jeg vidste ikke, at Crickets-gruppen skulle optage deres musik om natten på  Norman Pettys studier i Clovis, New Mexico, på grund af dagtidens traffiklarm, også de lyde, der kom fra Normans fars værksted, der lå lige ved siden af studiet.

Du godeste, sikke en skør verden vi lever i !!!! [Gå i seng – red.]

22:00 Vi går i seng – zzzzzzz!!!!!