Onsdag den 27. september 2017

Smerten i min hals er blevet til en mild forkølelse, intet mere alvorligt, gudskelov. Men det er heldigt, at jeg købte bunkevis af halspastiller og kleenex i mandags.

Når det kommer til halspastiller, kan jeg ikke beslutte, hvilken mærke er den bedste, så jeg køber et udvalg.  I øjeblikket er jeg i gang med at teste ”Lockets” for at sammenligne  dem med ”Hall’s Soothers” – på nuværende tidspunkt hælder jeg til ”Soothers”, men det er juryen stadig ude om. Beslutninger, beslutninger!

”Lockets” eller ”Hall’s Soothers”: juryen er stadig ude

om hvilken mærke er den bedste!

09:00 Genbrugforretningens lastbil kører forbi og personalet tømmer vores genbrugsspand, hvilket foregår hver anden uge. Jeg skubbede vores genbrugsspand i går aftes ud på fortovet, som de beder os om at gøre. Jeg gjorde det samme med vores naboers (Stephen og Frances) genbrugsspand, fordi de for tiden er på ferie i Italien. Men da jeg går ud i formiddag for at skubbe dem begge tilbage til baghaverne, opdager jeg, at genbrugforretningens personale har på en eller anden måde mistet det aftagelige låg til naboernes spand – pokkers!

en typisk lokal genbrugsbil

Jeg spilder en masse tid på at vandre rundt i nabolaget, søgende det manglende låg, uden succes. De der genbrugsmænd er sådan nogle sjufter! De har også en irriterende vane med at variere, præcis hvornår de kører forbi. Jeg formoder, at de varierer deres rute bare for at forvirre boligejerer, og at ”straffe” dem, der er allerede sent på den med at skubbe spanden ud på fortovet.

Jeg føler mig ansvarlig for tabet af naboernes låg, i betragtning af deres fravær i Italien. Jeg skal gøre et telefonopkald i morgen for at bede om et nyt, fordi det hele skete på min vagt – pokkers! Ikke en god start på dagen – pokkers (igen)!

10:00 Jeg bruger formiddagen på at blade igennem de først 100 vers af ”Hávamál”, et 1100-årigt oldnordisk digt, fordi Scillas U3A oldnordiske gruppe holder dens næste møde i eftermiddag i byens bibliotek.

Jeg er fast besluttet på, at deltage i Scillas møde på trods af min forkølelse. Jeg har investeret for meget tid i at læse og fortolke dette obskure digt – det ville være en tragedi at skulle gå glip af chancen for at diskutere det med gruppens andre medlemmer. Jeg håber oprigtigt, at jeg smitter dem ikke, men hvis det sker, så sker det. Ærligt talt kan jeg ikke lide den slags person jeg bliver til - en hensynsløs sjuft, kort sagt!

12:00 Vi spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage mig en kort eftermiddagslur. Jeg står op og kører ind i byen. Jeg parkerer bilen i en lille parkeringsplads, der ligger lige bag biblioteket. Jeg træder ind i biblioteket, men Scilla fortæller mig og Kath, at bibliotekets sofa-område, hvor vi plejer til at holde vores møder, desværre for tiden bliver renoveret, og vi skal holde mødet i studium-området, der ligger på 1. etage.

Bibliotekets ”studie-område” består af 4-personer borde, hvor bibliotekets kunder kan finde referencebøger frem og læse dem på bordene og gøre notater osv.

Det får mig altid til at blive lidt pinlig, når vi holder vores oldnordiske møder midt i biblioteket, omgivet af bibliotekets kunder, der alle prøver desperat at koncentrere sig om et eller andet. Jeg er helt sikker på, at de alle hader vores oldnordiske gruppe som pesten – uha!

I et typiske gruppemøde læser vi vores oldnordiske tekster op, og oversætter dem til engelsk, selvom vi prøver at tale stille. Digtene er desværre ofte meget morsomme, set ud fra nutidens  perspektiv, så de andre mennesker i studie-området også ofte blive tvunget til at høre vores fnisen eller nogle tider vores skraldende latter, når vi diskuterer digtets plot og lignende. Det kan ikke undre, at de hader os så meget i biblioteket!!!!

Jeg foreslår til Scilla, at hun beder det lokale teaters ledeskab om at lade os samles i teatrets bar, der er lukket om eftermiddagen. Det ville være langt mindre pinligt – det ved jeg med sikkerhed.

Heldigvis er vi kun 3 personer i dag: mig, Scilla og Kath, så vi skaber meget mindre larm, end normalt. Joy er på ferie i Polen, og Margaret kan ikke deltage i dag, af en eller anden grund.

Hávamál, gruppens nuværende projekt, er et digt skrevet af Odin, en af de vigtigste guder i det nordiske panteon.

Det er forfriskende at blive klar over, at Odin, selvom han er en vigtig gud, er samtidigt også meget jordnær, og har følelser og svagheder, ligesom os. Han bliver af og til beruset til fester, men han fortryder det altid den følgende dag.

Odin har brugt et mærkeligt ord i sit digt, og ingen kan forstå det 100% - og ingen anden har brugt ordet siden da: ordet er glemsomhedshejre, dvs en hejre der svæver over en forsamling af drukkenbolte under en fordrukken fest. Glemsomhedshejren er en enorme fugl, der kan bøje sig ned og fiske mænds hjerner ud af deres hoveder, som en normal hejre kan fange små fisk i en sø med sin lange næb. Han fjerner hjernerne af festens deltagere, hvilket gør dem til idioter.

Jeg synes selv, at det er et meget charmerende image, men alle har deres smag.

En typisk hejre i gang med at trække en lille fisk ud af vandet,

ligesom sin større fætter, glemsomhedshejren,

fjerner hjerner (midlertidigt) ud af festdeltagernes hoveder – yikes!

Odin indrømmer  i digtet, at han har tendens til at ankomme tidligt til fester, ligesom Lois og mig. Vi er ofte lidt nervøse, for at sige sandheden, og at ankomme tidligt giver os chancen for at booke en god sofa eller et godt par lænestole og få en beroligende drik, før de andre gæster braser ind.

Odin er normalt den første til at ankomme til festen -

han sætter sig til rette i en god gammeldags lænestol

og bestiller en beroligende krukke mjød fra servitricen

16:00 Gruppens møde slutter, og jeg kører hjem.

18:00 Lois og jeg spiser aftensmad og bruger aftenen på at se lidt fjernsyn, det seneste afsnit af ”Grand Designs”. Programmets vært er den charmerende Kevin McCloud.

Et usædvanligt afsnit, der handler om Chris, en golftræner, og hans japanske partner, Kayo, en eks kunstskøjteløber, der ønsker at få bygget et moderne hus i nærheden af et historisk kloster. De har brugt de sidste 5 år på at kæmpe mod den lokale kommune, der ikke ville have et moderne hus i dette historiske område. Til sidst vinder de denne kamp, men i processsen glemte de at kæmpe mod deres egne arkitekt, der har faktisk designet et hus, som parret ikke kan lide, selvom der er bange for, at indrømme det. Sikke et vanvid!!!!

Chris og Kayo opdager, at de bruger 1,5 millioner £

på at få bygge et hus, de ikke kan lide – du godeste, sikke et vanvid!!!

Det nye hus er faktisk ikke baseret på den moderigtige ”åbent kontorlandskab” stil, hvilket er en forfriskende forandring.

huset, Chris og Kayos arkitekt har designet

Men Lois og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvorfor nogen som helst ville ønske at eje sikke et enormt hus. Det ligner mere en lille selskabs hovedkontor, end et hjem.

Parrene vi ser i denne serie har tendens til at længes efter enorme huse, så de kan holde enorme middagsselskaber for at imponere deres venner og naboer, og at prale af, hvor flere penge de har, efter vores mening. Vi formoder i aften, at Chris og Kayo pludselig er blevet klar over, at huset består af en masse små rum, og derfor ikke egnet til enorme middagsselskaber. Sikke et vanvid  (igen) !!!!

Efter min mening er dette slags hus faktisk et godt valg, hvis man insisterer på at holde enorme middagsselskaber, fordi man kan sidde i et eller andet rum og have en fornuftig samtale med en eller anden åndsfælle og undgå de områder, hvor musikken er mest højlydt.

Det ville Odin være enig med mig i, synes jeg. Han er først og fremmest en digter, når det kommer til stykket, og digtere har brug for stilhed omkring dem – ingen tvivl om det! Hans andet krav er bare at sidde nogle steder ikke ret langt fra drinks-bordet.

22:00 Vi går i seng – zzzzz!!!!!

English translation

The discomfort in my throat has turned into a mild cold, nothing more serious, thank goodness. But it's fortunate that I bought piles of throat-pastilles and kleenexes on Monday.

When it comes to throat pastilles, I cannot decide which brand is the best, so I buy a selection. Currently I'm testing "Lockets" to compare them with "Hall's Soothers" - at press time I'm leaning towards "Soothers", but the jury is still out on this one. Decisions, decisions!

"Lockets" or "Hall's Soothers": The jury is still out on

which brand is best!

09:00 The recycling company's truck drives by and the staff empty our recycling bin, something that happens every second week. Last night I pushed our recycling bin out onto the pavement, as they ask us to do. I did the same with our neighbours' (Stephen and Frances) recycling bin because they are currently on holiday in Italy. But as I go out this morning to push them both back to the back gardens, I find that the recycling company's men have somehow managed to lose the removable lid to the neighbours' bin - damn!

a typical local recycling truck

I waste a lot of time wandering around the neighbourhood, searching for the missing lid, without success. Those recycling men are such bastards! They also have an annoying habit of varying the time of day they drive by. I suppose they vary their route just to confuse homeowners, and to "punish" those who are late with pushing their bin out onto the pavement.

I feel responsible for the loss of the neighbours' lid, given their absence in Italy. I have to make a phone call tomorrow to ask for a new one because it all happened on my watch - damn! Not a good start to the day - damn (again)!

10:00 I spend the morning leafing through the first 100 verses of "Hávamál", a 1100-year old Old Norse poem, because Scilla's U3A Old Norse Group is holding its next meeting this afternoon in the town's library.

I am determined to attend Scilla's meeting despite my cold. I have invested too much time reading and interpreting this obscure poem - it would be a tragedy to miss the opportunity to discuss it with the other members of the group. I sincerely hope that I do not infect them, but if that happens, it happens. If I'm honest, I do not like the kind of person I'm turning into - a ruthless bastard, in short!

12:00 We have lunch and afterwards I go to bed and take a short afternoon nap. I get up and drive into town. I park the car in the small car park just behind the library. I step inside the library, but then Scilla tells me and Kath that the library's sofa area, where we usually hold our meetings, is unfortunately currently being renovated and we have to hold our meeting in the study area on the 1st floor .

The library's "study area" is made up of 4-person desks where the library's customers can dig out reference books and read them on the desks and make notes, etc.

It always makes me embarrassed when we hold our Old Norse meetings in the middle of the library, surrounded by library customers who are all trying to concentrate on something. I am absolutely sure that they all hate our guts - oh dear!

In a typical group meeting we read out our Old Norse texts and translate them into English, although we try to speak quietly. Unfortunately, the poems are often quite funny, viewed from today's perspective, so the other people in the study area are also often forced to hear our giggling or sometimes our peals of laughter when we're discussing the plot of the poem, and the like. It's no wonder they all hate our guts in that library !!!!

I suggest to Scilla that she asks the management of the town’s theatre to let us meet in the theatre bar, which is closed and empty in the afternoons. It would be much less embarrassing.

Fortunately, there are only 3 of us today: me, Scilla and Kath, so we create much less noise than usual. Joy is on holiday in Poland, and Margaret cannot come today for some reason.

Hávamál, the group's current project, is a poem written by Odin, one of the most important gods in the Nordic pantheon.

It is refreshing to realise that, although he is an important god, Odin is also very down to earth and has feelings and weaknesses, just like us. He sometimes gets intoxicated at parties, but he always regrets it the following day.

Odin has used a strange word in his poem, and nobody can understand it 100% - and no-one has used the word since then: the word is forgetfulness-heron, ie a heron hovering over a collection of drunks at a boozy party. The forgetfulness-heron is a huge bird that can bend down and fish men's brains out of their heads just like a normal heron can catch small fish in a pond with its long beak. He removes the brains of the party's participants, turning them into idiots.

I myself think it's a very charming image, but each to their own taste.

A typical heron in the act of plucking a small fish out of the water,

just like his larger cousin, the forgetfulness-heron,

who removes brains (temporarily) out of party goers' heads - yikes!

Odin admits in the poem that he tends to arrive early for parties, like Lois and me. We are often a little nervous to tell the truth and arriving early gives us the chance to book a good sofa or a pair of armchairs and have a soothing drink before the other guests burst in.

Odin is usually the first to arrive at a party -

He sets himself up in a good old-fashioned armchair

and orders a soothing jar of mead from the waitress

16:00 The group meeting ends and I drive home.

18:00 Lois and I have dinner and spend the evening watching television, the latest episode of "Grand Designs". The host of the programme is the charming Kevin McCloud.

An unusual episode about Chris, a golf coach, and his Japanese partner, Kayo, an ex-ice skater, who want to build a modern house near a historic monastery. They have spent the last 5 years fighting against the local council who did not want a modern house in this historic area. Eventually, they win this battle, but in the process they forgot to fight their own architect who actually designed a house that couple do not like, although they are afraid to admit it. What madness !!!!

Chris and Kayo discover that they are spending 1.5 million pounds

getting a house built that they do not like - good grief, what madness !!!

The new house is actually not based on the fashionable "open plan" style, which is a refreshing change.

The house, Chris and Kayo's architect designed

But Lois and I do not have the slightest idea why anyone would wish to own such a huge house. It looks more like a small company headquarters than a home.

The couples we see in this series tend to yearn for huge houses so they can hold huge dinner parties to impress their friends and neighbours, and to brag about how much money they have - that's our opinion. We assume tonight that Chris and Kayo suddenly realized that the house is actually made up of a lot of small rooms, and therefore not suitable for huge dinner parties. What madness (again) !!!!

In my opinion, this kind of house is actually a good choice if you insist on holding huge dinner parties because you can sit in some room and have a sensible conversation with some kindred spirit and avoid the areas where the music is loudest.

Odin would agree with me, I think. He is first and foremost a poet when it comes to it, and poets need quietness around them - no doubt about that! His other requirement is just to be sitting somewhere not too far from the drinks table.

22:00 We go to bed - zzzzz !!!!!