Torsdag den 28. september 2017

Jeg står op. Jeg bliver mindet om, at jeg er forkølet. Selve symptomerne er ikke ret dårlige, men jeg mangler energi. Jeg har også bange for, min konjunktivitis kommer tilbage i det venstre øje, men jeg krydser fingre for mig selv og jeg håber på det bedste.

Jeg har også milde tilbagetræknings symptomer. I går sad jeg med Scilla og Kath i byens bibliotek og diskuterede Havamal, dvs digtet, den nordiske gud Odin skrev, da han (for 1100 år siden) var en ung mand. Vi nåede i går at læse digtets første 30 linjer. Desværre skal jeg vente 4 uger før vores U3A oldnordiske gruppe kan samles igen – pokkers!

Lois og jeg blev først klar over, at Odin var en sej gud, da vi købte en dvd af Henry Purcells opera ”Arthur” – en opera, der udspillede sig i det 6. århundrede og handlede om kampen mellem de invaderende angelsaskiske (med andre ord ”engelske”) hær og de indfødte briter.

Før det kommende slag mellem de to hære er englænderne selvfølgelig omhyggelige med, at ofre tre jomfruer til Odin – i forestillingen på vores dvd, der fandt sted for 9 år siden i Salzburg, var kvinderne  tatoverede med Odins navn.

I forestillingen var den såkaldte ofring rent symbolisk, hvilket Lois og jeg var meget glade for. Vi misbilliger menneskelig ofring, og det blev heldigvis klargjort i slutningen af forestillingen på dvd-skærmen, at ingen jomfruer havde taget skade i løbet af produktionen.

i Purcells opera bliver 3 jomfruer ofret til Odin før slaget begynder,

men ofringen er rent symbolsk, gudskelov!

Selvfølgelig hædrer vi stadig Odins/Wodens navn, ved at kalde den tredje dag i arbejdsugen for ”onsdag”, eller Odins dag. Jeg er helt sikker på, at Odin selv er meget glad for denne anerkendelse. Men det er lidt af en skam, at tyskerne af en eller anden grund har fjernet Odins navn ved at bruge navnet ”Mittwoch”, der bogestaveligt talt betyder ”midten af ugen” – lidt intetsigende, synes jeg.

07:00 Jeg tænder for min smartphone. Jeg har fået en sms på whatsapp fra Alison, vores datter der bor i København sammen med Ed, sin mand, og deres 3 børn.

Hun har en nyhed om Eds job. Lois og jeg er allerede klar over, at Alisons familie må flytte andetsteds indenfor de næste 9 måneder eller deromkring, fordi Ed bliver afskediget af sit selskab. Derfor begyndte han for nogle måneder siden at ansøge om andre jobs – og sit næste job kunne være hvor som helst i verden.

I øjeblikket bliver han interviewet for et job i Milan, Italien. Lidt længere fra England, men nemmere at rejse til med tog – Lois er lidt nervøs, når det kommer til at flyve, så ville hun være meget glad for det, hvis han ender op med at få jobbet. Vi får se.

Det kan være, at Alison selv bliver glad for, at flytte til Italien. Hun erhvervede for næsten 20 år siden en bachelorgrad i italiensk på Cardiff University. Jeg er helt sikker på, at hun må være meget rusten, fordi hun ikke har studeret sproget i så længe, men jeg gætter, at hun stadig har en masse viden, der ligger på bagsiden af hendes sind. 

Da Lois og jeg var frugtbare, fik vi to døtre, Alison og Sarah, i henholdsvis 1975 og 1977: vi troede, 2  ville være nok for at sikre vores støtte og velfærd i alderdommen – stor fejl! Den ældste datter flyttede for 5 år siden til København, og den yngre flyttede for 2 år siden til Australien. Når vi bliver så svage, at vi ikke længere kan skifte vores egne elektriske pærer, bliver vi nødt til at stole på naboer eller venner til at hjælpe os – pokkers!

10:00 Vi tager bussen ind i byen. Vi kigger ind i Halifax og Leeds bankerne for at lukke et par kontoer og køber et par ting i Boots-apoteket. Vi smutter ind i Huffkins-caféen. Vi drikker en kop te og spiser et stykke kage. Vi tager bussen hjem.

vi smutter ind i Huffkins-caféen midt i byen.

Vi drikker en kop te og spiser et stykke kage

13:00 Vi spiser frokost og bagefter går jeg i seng for at tage mig en gigantisk eftermiddagslur. Efter et par timer står jeg op og vi slapper af med en kop te i sofaen.

17:00 Jeg læser de første 150 linjer af et uddrag af William Langlands digt på middelengelsk, ”Piers Plowman”, fordi Lyndas U3A ”Making of English” gruppes månedlige møde finder sted i byens Everyman-teater på fredag næste uge.

Langland kom fra Malvern-området.  Vi kan se Malvern-bakkerne fra Cheltenham, hvis vejret er godt og luften klar. Det er meget nostalgisk at se dem, fordi Lois og jeg i 1971 holdte en magiske ferie derovre, hvor vi ”lærte hinanden at kende igen” efter mit år i Japan. Vi boede i et lille hotel og gik mange tur på bakkene. Vi giftede os det følgende år.

Tilbageblik til 1971: Lois og jeg ”lærte hinanden at kende igen”

på Malvern-bakkerne.

Langland skrev digtet sidst i det 14. århundrede. Digtets helt, Will, forlade Malvern og flytter til London. Han bor i en elendig hytte og klæder sig som en landstryger, men i det mindste har han en dejlig kone, Kytte (Kit eller Katherine). Han arbejder ikke ret meget, men det føler han sig samtidigt skyldig i, en følelse jeg kan relatere til, når jeg mindes om min tid på universitet ha ha ha.

Han skriver om London nærmest som en lille landsby, med små hytter og hjorde af køer i mudrede gader. Det er underligt, at forestille sig London som det var for 600 år siden.

18:00 Vi spiser aftensmad og derefter smækker vi benene op foran fjernsynet. De viser en interessant dokumentarfilm (3. del af 3), jeg optog i går aftes på vores Now-tv-enhed. Programmet handler om, hvordan man kan ældre langsommere (uden at blive nødt til at rejse i rummet ha ha ha).

Jeg har optaget alle 3 dele af denne serie på min Now-tv-enhed, og jeg har besluttet ikke at slette dem. Jeg mistænker, det ikke kan være en dårlig idé at se dem alle igen engang imellem, fordi Lois og jeg ved slutningen af hvert afsnit  føler os meget skyldige – og vi bliver hver gang pludselig klar over, at vi ikke gør nok for at ældes langsommere.

Under ”den lange engelske vinter”  er min aktiv motion for det meste begrænset til sessionerne på min kondicykel, der svarer til maximum 60 minutter om ugen. Den anbefalede varighed er faktisk ca 150 minutter. Jeg må enten dyrke flere sessioner eller forsøge mig med ”HIT” motion.

HIT-teknikken (høj intensitet interval træning) består af eksempelvis 45 sekunder høj intensitet motion, fulgt af 15 sekunder lav intensitet motion osv. Skræmmende!!!!

Jeg er lidt bange for HIT i betragtning af min alder. Men Steve, min svigerbror, sendte mig for nylig en mail, hvor der stod, hvad man bør kunne udrette i 70’erne, hvad angår motion: (1) gå en 1-mile tur på mindre end 16 minutter, (2) klatre en trappe med 10 trin på under 30 sekunder komfortabelt, og (3) rejse sig fra en stol uden at bruge hænderne eller armene, og gentage minst 12 gange om 30 sekunder. Jeg har hidtil overskudt  at teste mig selv i lyset af disse 3 kriterier, men jeg må ikke udskyde det for evigt, ingen tvivl om det. Vi får se.

21:00 Vi fortsætter med at se lidt fjernsyn. De viser en morsom sitcom, ”Back”, der bliver mørkere med hvert afsnit.

Humoren kredser om Stephen (David Mitchell) og hans ”ikke stedbror”, Andrew, der driver en pub i Stroud. Det er altid den charmerende Andrew, der tiltrækker kvinderne, mens Stephens kærlighedsliv er lidt af en katastrofe – han er stadig forelsket i sin eks-kone, Alison og har et skidt liv generelt.

I denne uges afsnit møder de 2 mænd en dejlig kvinde, Annie, der elsker vin, og der er øjeblikkelig god kemi mellem Annie og Stephen. Hun inviterer dem begge at overnatte hos hende i sit gæsteværelse.  Men som altid med Stephen, går det hele galt: han og Annie bliver oppe og fortsætter med at drikke vin, men falder i søvn i deres lænestole, før de kan gå i seng sammen. Stakkels Stephen!!!!

Stephens forventede idyl af en nat i Annies seng

bliver ikke til noget - stakkels Stephen !!!!

Jeg har et filosofisk øjeblik, da jeg kigger på denne sekvens i afsnittet. Stephen, der generelt har et skidt liv, fanger i et par timer et kort glimt af paradis. En dejlig mørkhåret kvinde, Annie, der synes at være meget til ham. Hun bor i et dejligt hus ude på landet på de smukke Cotswold-bakker. Hun kender til viner, og bruger aftenerne på at sidde foran huset og smage på den ene flaske efter den anden.

Men det hele går galt for Stephen, og den forventede idyl af en nat i Annies seng slår fejl. Det ser ud til, at evolutionen simpelthen ikke vil have, at vi har idylliske liv. Jeg læste en bog engang, hvor forfatteren skrev, hvor dejligt livet ville være, hvis vi hele tiden kunne holde den følelse af at være småfulde, af at være venlige over for alle, og ikke bekymre os over noget. Desværre viser tingene sig ikke sådan af en eller anden grund – pokkers!

22:00 Vi går i seng – zzzzzz!!!!!

English translation

I get up. I'm reminded that I have a cold. The symptoms themselves are not that bad, but I lack energy. I'm also afraid my pink eye is coming back in my left eye, but I am keeping my fingers crossed for myself and hoping for the best.

I also have mild withdrawal symptoms. Yesterday I sat with Scilla and Kath in the town library and discussed Havamal, ie the poem that the Nordic god Odin wrote when he (1100 years ago) was a young man. We managed yesterday to read the first 30 lines of the poem. Unfortunately, I have to wait 4 weeks before our U3A Old Norse group can get together again - damn!

Lois and I first realised that Odin was a cool god when we bought a DVD of Henry Purcell's opera "Arthur" - an opera set in the 6th century and which was all about the struggle between the invading Anglo-Saxon army (in other words "English army") and the native Britons.

Before the coming battle between the two armies, the Englishmen are, of course, careful to sacrifice three virgins to Odin - in the performance on our DVD, that took place 9 years ago in Salzburg, the women were tattooed with Odin's name.

In the performance, the so-called sacrifice was purely symbolic, which Lois and I were very happy about. We disapprove of human sacrifice, and it was fortunately made clear on the DVD screen at the end of the performance that no virgins had been harmed during production of the opera.

In Purcell's opera 3 virgins are sacrificed to Odin before the battle begins,

but the sacrifice is purely symbolic, thank goodness!

Of course, we still honour the name of Odin / Woden by calling the third day of the working week "Wednesday" or Odin's day. I am absolutely certain that Odin himself is very pleased with this recognition he gets. But it is a shame that the Germans have for some reason removed the name of Odin from the calendar by using the name "Mittwoch" for Wednesday, which literally means "middle of the week" - a little bland, I think.

07:00 I turn on my smartphone. I've got a text on whatsapp from Alison, our daughter who lives in Copenhagen with Ed, her husband, and their 3 children.

She has a bit of news about Ed's job. Lois and I are already aware that Alison's family have to move somewhere else within the next 9 months or so, because Ed is being let go by his company. For that reason he began applying for other jobs a few months ago - and his next job could be anywhere in the world.

Currently he is being interviewed for a job in Milan, Italy. A bit further from England, but easier to travel to by train - Lois is a little nervous when it comes to flying, so she would be very happy if he ends up getting that job. We'll see.

Alison herself may be happy to move to Italy. She got a bachelor's degree in Italian at Cardiff University nearly 20 years ago. I'm quite sure she must be very rusty because she has not studied the language for so long, but I guess she still has a lot of knowledge sitting there in the back of her head.

When Lois and I were fertile, we had two daughters, Alison and Sarah, in 1975 and 1977 respectively: we thought 2 would be enough to guarantee our support and well-being in old age - big mistake! Alison moved to Copenhagen 5 years ago, and Sarah moved 2 years ago to Australia. When we get so feeble that we can no longer change our own lightbulbs, we will have to rely on neighbours or friends to help us - damn!

10:00 We take the bus into town. We pop into the Halifax and Leeds banks to close a few accounts and buy a few things in the Boots pharmacy. We pop into Huffkins café and have a cup of tea and a piece of cake. We take the bus home.

We pop into Huffkins cafe in the middle of town.

We have a cup of tea and a piece of cake

13:00 We have lunch and afterwards I go to bed and take a gigantic afternoon nap. After a couple of hours I get up and we relax with a cup of tea on the couch.

17:00 I read the first 150 lines of an extract of William Langland's poem in Middle English, "Piers Plowman" because Lynda's U3A "Making of English" group's monthly meeting is taking place in the town's Everyman Theatre on Friday next week.

Langland came from the Malvern area. We can see the Malvern Hills from Cheltenham if the weather is good and the air is clear. It is very nostalgic to see the hills because Lois and I had a magical holiday over there in 1971, where we "got to know each other again" after my year in Japan. We stayed in a small hotel and walked a lot on the hills. We got married the following year.

Flashback to 1971: Lois and I "got to know each other again"

up on the Malvern Hills.

Langland wrote the poem in the late 14th century. The poem's hero, Will, leaves Malvern and moves to London. He lives in a hovel and dresses like a hobo, but at least he has a lovely wife, Kytte (Kit or Katherine). He does not do much work , but at the same time he feels guilty about it, a feeling I can relate to when I think back to my time at university ha ha ha.

He writes about London almost like a small village, with little huts and herds of cows in muddy streets. It is strange to imagine London as it was 600 years ago.

18:00 We have dinner and then we stick our feet up in front of the television. An interesting documentary is on (3rd part of 3) that I recorded last night on our Now TV device. The programme is all about how to age more slowly (without having to travel in space ha ha ha).

I have recorded all 3 parts of this series on my Now tv device and I have decided not to delete them. I suspect it may not be a bad idea to see them all again from time to time because Lois and I feel very guilty at the end of each episode - and every time we are made to realise that we are not doing enough to age more slowly .

During the "long English winter" my active exercise is mostly limited to the sessions on my fitness bike, which correspond to a maximum of 60 minutes a week. The recommended duration is actually about 150 minutes. I must either go in for more sessions or have a go at "HIT" exercise.

HIT technique (high intensity interval training) consists of, for example, 45 seconds high intensity exercise, followed by 15 seconds low intensity exercise etc. Scary !!!!

I'm a little afraid of HIT considering my age. But Steve, my brother-in-law, recently sent me an email telling me what one ought to be able to do in one's 70's with regard to exercise: (1) do a 1-mile walk in less than 16 minutes, (2) climb a staircase with 10 steps in less than 30 seconds comfortably, and (3) get up from a chair without using your hands or arms, and repeat at least 12 times in 30 seconds. So far, I've put off testing myself against these 3 criteria, but I cannot now delay it forever, no doubt about that. We'll see.

21:00 We continue to watch some television. They show a fun sitcom, "Back", which is getting darker with each episode.

The humour revolves around Stephen (David Mitchell) and his "non-stepbrother", Andrew (Robert Webb), who run a pub in Stroud. It's always the charming Andrew who attracts the women while Stephen's love life is a bit of a disaster - he's still in love with his ex-wife, Alison.

In this week's episode, the 2 men meet a lovely woman, Annie, who loves wine, and there is instant chemistry between Annie and Stephen. She invites them to stay the night with her. But as always with Stephen, it all goes wrong: he and Annie stay up and carry on drinking wine, but fall asleep in their armchairs before they can go to bed together. Poor Stephen!!!!

Stephen's anticipated idyll of a night in Annie's bed

comes to nothing - poor Stephen!!!!!

I have a philosophical moment when I look at this sequence in the episode. Stephen, who generally has a shit life, catches a short glimpse of paradise for a couple of hours. A lovely dark-haired woman, Annie, seems very into him. She lives in a lovely house in the countryside on the beautiful Cotswold hills. She knows about wine, and spends the evenings sitting in front of the house and trying one bottle after another.

But everything goes wrong for Stephen, and the expected idyll of a night in Annie's bed doesn't happen. It seems that evolution simply does not want us to have idyllic lives. I read a book once where the author wrote about how wonderful life would be if we could always have that feeling of being a little bit drunk, of being friendly to everyone, and not worrying about anything. Unfortunately, things do not turn out that way for one reason or another - damn!

22:00 We go to bed - zzzzzz !!!!!