Torsdag den 14. september 2017

I dag, torsdag, er en dag for Lois til at slappe af, mellem gårsdagens mini-middagselskab og morgendagens øjenoperation for grå stær. Jeg lader hende sove over sig, og jeg venter til kl 9 før jeg tager en kop te med op til soveværeslet for at vække hende.

tilbageblik til i går aftes – Lois forbereder sig på sin

øjenoperation for grå stær, bestemt til fredag

09:00 Jeg vil have hende til at geare ned og slappe af hele dagen. Jeg må midlertidigt stikke mine egne bekymringer under stolen. Jeg har besluttet mig for ikke at fortælle hende om disse bekymringer. Det er desværre faktisk sandt, at jeg nu i flere måneder har levet et fantasiliv, hvor jeg afviser at indrømme, at min gøremålsliste dagligt vokser længere og længere. Og min brevholder, hvor jeg sætte mine forretningsbreve er desværre fyldt til bristepunktet.

Situationen er nu blevet desperat, og kræver ekstraordinære foranstaltninger. I formiddag beslutter jeg at oprette en specielle periode hver dag, som jeg kalder for min ”unhappy hour”, mellem kl 10 og 11, hvor jeg vil bruge en time på at gøre noget ubehageligt på min gøremålssliste, en eller anden opgave, som jeg har gentagende gange prøvet at udskyde.

Formiddagens ”unhappy hour” bruger jeg på at rydde op i min brevholder, og at indlevere de vigtigste breve i mit såkaldte ”arkivsystem”  i mit såkaldte ”arkivskabet”. Jobbet er faktisk mere kompliceret, end det ved første øjekast: den kongelige post sender mig ikke bare breve rettede til Lois og mig, men også (meget meget sjældent gudskelov – måske hvert andet år) et lejlighedsvist brev rettet til min afdøde søster Kathy, der boede i USA,  og breve rettede til min ældste datter Alison, der bor i Danmark sammen med sin familie. Den større problem er vores yngste datter Sarah, og hendes mand, Francis, der bor i Australien – jeg får masser af forretningspost rettet til dem: forskellige kontogudtog, skatteopkrævninger osv – det er lidt af et mareridt.

mit såkaldte ”arkivsystem”

Men undskyld – det var et sidespring (også jeg spøger kun ha ha ha). Arkiveringen, jeg beskriver ovenfor, tager kun 50 minutter, så jeg benytte mig af min ”unhappy hour”s sidste 10 minutter for at ringer til vores hjemforsikringsselskab for at fortælle dem om den lille tilbygning, Lois og jeg fik bygget bag huset i 2007 – det har kun taget mig 10 år at huske at gøre dette, hvilket i sig selv er lidt af en anklage mod mig – det må jeg indrømme.

10:00 Klokken er nu 10, og nok er nok. Det er faktisk mere end nok med de ubehagelige opgaver. Men jeg føler mig underligt renset fysisk og psykisk, for det meste en opløftende oplevelse.

13:00 Efter frokost går jeg i seng for at tage mig en gigantisk eftermiddagslur. Det er nok for stærkt at sige, at jeg sover de retfærdiges søvn, men jeg sover i hvert fald rigtig godt. Zzzzzzzz!!!! Zzzzzzz!!!!

17:00 Jeg hopper op på min kondicykel og tilbagelægger endnu 6 miles (10km), mens jeg gentager mit nye mantra: ommmmmmmmm – det er vigtigere at være rask, end at være tynd – ommmmmmmm (og gentag i en uendelighed ha ha ha).

At cykle er meget kedeligt, så derfor tænder jeg for min smartphone og hører gamle sange på YouTube, mens jeg cykler. Hver gang jeg cykler, stiller jeg året ét eller to år tilbage, og i aften hører jeg 1940s 30 bedste sange.

the 1940 chart

Jeg bemærker, at der er kun 1 sang i denne amerikanske hitliste, der henviser til krigen, Vera Lynns søde, ikoniske sang om London under den tyske bombekampagne. Jeg har det indtryk af, at 1940s sange generelt var bedre end 1941s – der er færre, som er blevet helt glemt, tror jeg.

VeraLynns søde, ikoniske 1940 hitsang

Jeg graver mine forældres fotobog frem og kigger på 1940s fotos. Jeg synes det var en ganske trist tid for min mors vedkommende. Hun var kun 20 år gammel. Livet begyndte bare. Hendes ældre søskende var begyndt at få børn lige før krigens begyndelse, og der er en række billeder af hende sammen med sine nye niecer og nevøer – hun elskede små børn så meget, og hun længtes efter at have sine egne. Det skulle have været en lykkelige og spændende periode i sit liv, men desværre hang skyggen af krigen over alting.

min mor, på 20 år, i sin mors baghave

i Oxford, alene, og så sammen med sin lille niece, Jeannette (på 3 år – nu er

Jeannette 80 år gammel, hvilket er lidt skræmmende – uha!!!!)

Jeg kan ikke finde et billede af min far, der arbejdede som skolelærer – jeg har desværre få billeder af ham. Jeg har kun et par breve, som han brugte, når han ansøgte om nye stillinger, for eksempel

et brev min far brugte, når han ansøgte

om nye stillinger som skolelærer

Her ser vi Europa i 1940, da Storbritannien havde ikke nogle venner (ligesom nu ha ha ha!), kun fjender og neutrale – du godeste, sikke et vanvid!!!!

Europa i 1940: vi havde ikke nogle venner,

kun fjender og neutrale (ligesom nu ha ha ha!!!)

19:00 Efter aftensmad må Lois tage et brusebad og vaske håret. Hospitalet har bedt hende om, at gøre dette før morgendagens operation –  vi er ikke helt sikre på den præcise grund. Måske er hospitalets personale godt trætte af patienter, der lugter fælt, da de dukker op og indskriver sig, hvilket virker lidt usandsynligvist nu til dags. Måske er ideen at minimere risikoen for, at bakterier kommer i øjnene, men det er vi ikke helt sikre på.

20:00 Lois stiger ud af brusekabinen, svøber håndklædet om sit hår og begynder at klæde sig på. Jeg har fortalt hende at forkæle sig selv i nat – og se hvad som helst hun har lyst til på fjernsyn. Hun har valgt en gammel (1936) Fred Astaire film ”Følg Flåden”, som jeg for nylig købte til hende på dvd.

Jeg kryber ud af stuen, så  hun kan svælge i filmens nostalgi. Jeg sætter mig foran computeren i spisestuen og ser denne uges afsnit af den ”Grand Designs” seriens nuværende sæson, der handler om ægtepar eller kærestepar, der beslutter at få usædvanlige moderne huse bygget i midten (for det meste) af traditionelle villakvarterer. Programmets vært er den charmerende Kevin McCloud.

Jeg spørger mig selv indimellem, hvorfor jeg er forfalden til denne serie. Svaret er desværre, at jeg får glæde af at hade programmets ægtepar og kærestepar og deres kærlighed til forfærdelig moderne arkitektur, og deres kærlighed til forfærdeligt moderne åbent kontorlandskab med dets barske ekkoer og ukomfortable møbler, og parrenes egoisme og foragt overfor deres naboer osv osv. Grrrrrr!!!!!

Jeg konstaterer altså med tilfredsstillelse, at denne uges kærestepar markerer alle de afkrydsningsfelter, jeg har listet ovenfor  - hurra!

egoisme og foragt for naboerne – check!

grim ny arkitektur – check!

Huset ligner mere et lille selskabs hovedkontor, end et hjem.

grimt åbent kontorlandskab – check!

stue-området ligner mere et varehus, end en stue – check!

forfærdelige moderne møbler – check!

ukomfortable sofaer, for dybe og for lave – check!

jeg ser rygproblemer forude!!!!

22:00 Jeg kryber tilbage ind i stuen og ser slutningen af Lois’s film. Fred og Ginger danser, mens Fred synger, ”Let’s face the music and dance”. Vi går i seng. I morgen vil være en stor dag, ingen tvivl om det.

English translation

Today, Thursday, is a day for Lois to relax, between yesterday's mini-dinner party and tomorrow's eye surgery for cataracts. I let her sleep in and I wait till 9 o'clock before I take a cup of tea up to the bedroom to wake her up.

Flashback to last night - Lois prepares for her

eye surgery for cataracts, scheduled for Friday

09:00 I want Lois to wind down and relax all day. I must temporarily put my own concerns on hold. I have decided not to tell her about these concerns. Unfortunately, it is a fact that for several months I have been living a fantasy life refusing to admit that my to-do list is growing longer and longer on a daily basis . And my letter rack, where I put my business letters, is unfortunately full to bursting.

The situation has now become desperate and requires extraordinary measures. This morning, I decide to set up a special period every day, which I call my "unhappy hour" between 10am and 11am, where I will spend an hour doing something unpleasant on my to-do list, some task that I have repeatedly tried to postpone.

This morning's "unhappy hour" I use to clear out my letter rack and to file the most important letters away in my so-called "archive system" in my so-called "archive cabinet". The job is actually more complicated than at first glance: Royal Mail sends me not only letters addressed to Lois and me but also (very very rarely thank god - maybe every other year) an occasional letter addressed to my late sister Kathy, who lived in the United States, and letters addressed to our elder daughter Alison, who lives in Denmark with her family. The major problem is our younger daughter Sarah, and her husband, Francis, who live in Australia - I get lots of business mail addressed to them: various bank statements, tax demands, etc. - It's all a bit of a nightmare.

my so-called "archive system"

But forgive me - that was a digression (also I am only joking ha ha ha). The archiving described above takes only 50 minutes so I take advantage of my unhappy hour's last 10 minutes to call our home insurance company to tell them about the little extension Lois and I got built behind the house in 2007 - It has only taken me 10 years to remember to do this, which in itself is a bit of an indictment against me, I have to admit.

10:00 The time now is 10am, and enough is enough. In fact, it's more than enough for these unpleasant tasks. But I feel strangely cleansed physically and mentally, for the most part an uplifting experience.

13:00 After lunch I go to bed and take me a gigantic afternoon nap. It is putting it too strongly to say that I am sleeping the sleep of the just, but I'm sleeping really well at least. Zzzzzzzz !!!! Zzzzzzz !!!!

17:00 I hop up on my exercise bike and notch up another 6 miles (10km) while repeating my new mantra: ommmmmmmmm - it's more important to be fit than to be thin - ommmmmmmm (and repeat ad infinitum ha ha ha) .

Cycling is very boring, so I turn on my smartphone and listen to old songs on YouTube while cycling. Every time I cycle, I set the year one or two years back, and tonight I hear 1940's 30 best songs.

I note that there is only 1 song in this American hit list that refers to the war, Vera Lynn's sweet iconic song about London during the German bombing campaign. I have the impression that 1940's songs were generally better than 1941's - there are fewer that have been completely forgotten, I think.

Vera Line's sweet, iconic 1940 hit song

I dig out my parents' photo album and look at 1940's photos. I think it was a pretty sad time for my mother. She was only 20 years old. Life was just beginning. Her older siblings had begun to have children just before the war started and there are a number of pictures of her with her little nieces and nephews - she loved little children so much and she longed to have her own. It should have been a happy and exciting period in her life, but unfortunately the shadow of the war hung over everything.

1940withJeannette: My mother, 20 years old, in her mother's backyard

in Oxford, alone, and then together with her little niece, Jeannette (at 3 years of age - now

Jeannette is 80 years old, which is a little scary - oh dear!!!!)

I cannot find a picture of my father, who was working as a school teacher - unfortunately, I have few pictures of him. I have only a few letters that he used when applying for new posts, for example

A letter my father used when applying

for new positions as a school teacher

Here we see Europe in 1940, when Britain did not have any friends (just like now ha ha!), only enemies and neutrals - good grief, what madness !!!!

Europe: Europa in 1940: we had no friends,

just enemies and neutrals (just like now ha ha ha!!!!)

19:00 After dinner, Lois has to take a shower and wash her hair. The hospital has asked her to do this before tomorrow's operation - we are not entirely sure of the exact reason. Perhaps the hospital staff are sick of patients who smell bad when they show up and check in, which seems unlikely nowadays. Perhaps the idea is to minimise the risk of bacteria getting into the eyes, but that's something we are not completely sure about.

20:00 Lois climbs out of the shower cabinet, wraps the towel around her hair and starts to dress. I have told her to pamper herself tonight - and watch whatever she wants on television. She has chosen an old (1936) Fred Astaire film "Follow the Fleet", which I recently bought for her on DVD.

I creep out of the living room so she can wallow in the movie's nostalgia. I sit down in front of the computer in the dining room and see this week's episode of the "Grand Designs" series's current season all about married and unmarried couples who decide to have unusual modern houses built in the middle (mostly) of traditional residential neighbourhoods. The host of the programme is the charming Kevin McCloud.

  

I wonder sometimes why I am addicted to this series. The answer is unfortunately that I enjoy hating the programme's couples and their love for horrible modern architecture and their love for horrible modern open-plan with its harsh echoing sounds and uncomfortable furniture, and their selfishness and contempt for their neighbours, etc., etc. grrrrrr !!!!!

I therefore note with satisfaction that this week's couple tick all of the check boxes I've listed above - hurrah!

selfishness and contempt for the neighbours - check!

ugly modern architecture - check!

The house looks more like a small company's headquarters than a home.

ugly open plan - check!

The living area is more like a warehouse than a living room - check!

 horrible modern furniture - check!

Uncomfortable couches, too deep and too low - check!

I see back problems ahead !!!!

22:00 I creep back into the living room and see the end of Lois's movie. Fred and Ginger dance while Fred sings, "Let's face the music and dance". We go to bed. Tomorrow will be a big day, no doubt about it.