Friday 12 January 2018

10:00 Lois is working this morning on our "impossible" jigsaw puzzle again. We said from the beginning that we would leave the most difficult areas of the puzzle (the incredibly dark roof area) for later, but now we have to face the music - yikes! Our original deadline (bedtime last Wednesday) has long gone - damn it!

Jigsaw latest: we have done all the “easy” pieces.

Now we have to face the music and turn our attention

to the dark, dark roof area - yikes!

I sit down in front of the computer and send out 2 emails to our U3A Danish group members: the first consists of a Danish vocabulary list of the words I want them to learn by heart before our next meeting, which will take place on January 25th . The other email consists of the next 10 pages of "Accursed" by Gittemie Eriksen, the Danish crime novella which is the group's current project.

I do not know how the members will react when they find out that the mass-murderer is a woman and she commits her crimes wearing a Superman style (or Supergirl style) cape. It's also a bit of a surprise for me, to put it mildly.

Superheroes' or supervillains' habit of dressing in unique, immediately recognizable "uniforms", has always tended to spoil an otherwise realistic story line with an unpleasant dose of pure fantasy, I always think.

For example, look at the Batman series supervillains - The Joker, The Penguin, The Riddler, Cat Woman etc. Come on, real life is just not like that - let's get back to reality, and fast!

I remember a web article I read 4 years ago when the news first broke that Batman and Superman wanted to collaborate in a new movie (report July 23, 2013, source: Onion News) and I saw Del Chabria's comments - he said it would be nice if the two superheroes swapped uniforms with each other. I never ignore Del's comments: he is one of the site's most experienced commentators, and he has his finger on the pulse.

Many criminals today do not want to wear a uniform when they go out to commit crimes - it's all getting a bit old-fashioned, Lois and I think.

And not all superheroes have capes on nowadays when they perform heroic deeds. Later in the day, I get an email from Steve, my brother in law, which refers to an inspiring news-item about an English butcher, Christopher McCabe.

Wearing only his butcher's apron (plus his other normal work clothes), McCabe managed last week to free himself from a potential deathtrap by using a large black pudding as a hammer.

He had slipped out to get hold of something from the walk-in freezer room behind his shop when the wind blew the door closed and trapped him inside. The emergency release button had become frozen inside the room, where the temperature is kept to a stable -20C.

He began to search for things he could use to try to free the release button. "The black pudding was the best thing to beat the button with, because it was the right shape," explained McCabe. "I used it the way the police use battering rams to break down door-locks - that's what I did with the black pudding - it saved my life without a doubt," he said.

I chat a little with Lois about this heartwarming news. Lois and I love black puddings and we never fail to order them for breakfast at hotels if they are on the menu.

We discuss whether it might be a good idea to keep black puddings in our freezer in the utility room, as emergency hammers, but we shy away from taking a decision. Unfortunately, we tend often to leave important decisions to another day, we have to admit that.

12:30 Lunch, and afterwards to bed for a gigantic afternoon nap.

17:30 Lois is having more problems with her digestive system today, primarily heartburn, which is a little disappointing. We thought the problem had been solved, thanks to some pills that our doctor prescribed a few years back.

She has also, unfortunately, in some way strained a muscle in her foot, with the result that she is limping a little. She asks me to make dinner. I hurry into the kitchen to make one of my specialties (my so-called "signature dish": fish fingers, boiled potatoes and canned peas - yummy!).

20:00 We listen to the radio, an interesting program about Sappho, the famous Greek poetess.

It is believed that Sappho was the first poet in Western culture (male or female) to write love poems, where the loved one's beauty is described, also the feelings (palpitations for example) that you have when you are close to your beloved .

We mostly have only fragments of her poems (which were actually songs but we obviously do not know the melody for them), although the poems were very popular in the ancient world - so popular in fact that a lot of her verses are quoted as examples in ancient grammar books, textbooks or poetry handbooks.

Sappho's poems survived only as fragments for the most part,

quoted in dry old grammar books and textbooks

In some of these dry, boring, emotionless, ancient textbooks, we find some of the incredibly beautiful verses that Sappho wrote. These discoveries have been described as like "finding a gold necklace in a trash can".

We hear a touching poem about a mega crush:

He seems to me equal to gods

That man, whoever he is, who is sitting opposite you,

and listens close to your sweet speaking and lovely laughing.

Oh it puts the heart in my chest on wings,

because when I look at you, even a moment,

no talking is left in me, no,

tongue breaks, thin fire is racing under skin,

and in eyes no sight, and drumming fills ears,

and cold sweat holds me, shaking grips me all.

Greener than grass I am, and dead, or almost, I seem to me.

The poem survived because Longinus quoted it in its book "The Sublime". Lois and I think it's so nice to be able oneself to feel, understand and recognize the feelings of someone who lived more than 2,500 years ago. Human nature doesn’t change.

22:00 We go to bed - zzzzzzzzzz !!!!!

Danish translation

10:00 Lois arbejder i formiddag på vores ”umulige” puslespil igen. Vi sagde fra begyndelsen, at vi ville overlade puslespillets sværeste områder (det utrolig mørke tag-område) til senere, men nu skal vi tage skraldet – yikes! Vores oprindelige frist (sengetid i ønsdags) er længe gået – pokkers!

puslespillet (seneste nyheder): vi har lagt alle de nemme brikker.

Nu må vi tage skralden og vender opmærksomheden til

det mørke mørke tag-område – yikes!

Jeg sætter mig foran computeren og går i gang med at sende 2 emails til vores U3A danske gruppes medlemmer: den første består af en danskeordforrådliste over ordene jeg vil have dem til at lære udenad før vores næste møde, der finder sted den 25 januar hos os. Den anden email består af de næste 10 sider af ”Forbandet” af Gittemie Eriksen, den danske kriminovelle, der er gruppens nuværende projekt.

Jeg ved ikke, hvordan medlemmerne vil reagere, når de finder ud af, at massemorderen er en kvinde, og begår sine forbrydelser iført en Superman-stil (eller Supergirl-stil) slag. Det er lidt af en overraskelse for mig, for at sige mildt.

Superheltes eller superskurkes tendens til at klæde sig ud i unikke, øjeblikkeligt genkendelige ”uniformer” har altid spoleret en ellers realistisk historielinje med en ubehagelig dosis af ren fantasi, synes jeg, for eksempel Batman-seriens superskurke - Jokeren, Pingvinen, Gækkeren, Cat Woman osv. Det virkelige liv er bare ikke sådan – lad os komme tilbage til virkeligheden, og hurtigt!

Jeg mindes en webartikel jeg læste for 4 år siden, da nyheden først brød om, at Batman og Superman ville medvirke sammen i en ny film (rapport den 23 juli 2013, kilde: Onion News), og jeg så Del Chabrias kommentarer – han sagde, det ville være fedt, hvis de to superhelte byttede uniformer med hinanden. Jeg ignorer aldrig Dels kommentarer: han er en af webstedets mest erfarne kommentatorer, og han har fingeren på pulsen.

Mange kriminelle i dag gider ikke at tage en uniform på, når de går ud for at begå forbrydelser – det hele er ved med at blive lidt gammeldags, synes Lois og jeg.

Og ikke alle superhelte har slag på nu til dags, når de udfører heroiske gerninger. Senere på dagen får jeg en email fra Steve, min svigerbror, der henviste til en inspirende nyhed om en engelsk slagter, Christopher McCabe.

Iført bare sin slagterforklæde (plus sit andet normale arbejdstøj), nåede McCabe sidste uge at frigøre sig fra en potentielt dødelig fælde ved at bruge en stort blodpølse som hammer.

Han havde smuttet ud for at få fat i noget fra fryserrummet bag sin butik, da vinden blæste døren i og fangede ham inde i fryserrummet. Nødudløserknappen var indefrosset inde i rummet, hvor temperaturen forbliver ved en stabil -20C.

Han begyndte at søge efter ting, han kunne bruge til at forsøge at gøre frigørelsesknappen løs. "Blodpølsen var den bedste ting at slå knappen med, fordi den var den rigtige form," forklarede McCabe. "Jeg brugte den på den måde, politiet bruger murbrækkere for at bryde dørlåse i, det er hvad jeg gjorde med blodpølsen – den reddede mit liv uden tvivl”, sagde han.

Jeg snakker lidt med Lois om denne hjertevarmende nyhed. Lois og jeg elsker blodpølser og vi undlader aldrig at bestille dem på hoteller, hvis den står på spisekortet.

Vi diskuterer, om det ville være en god idé at beholde blodpølser i vores fryser på bryggerset, som nødhamre, men vi kvier os ved at tage beslutningen. Vi har desværre tendens til at overlade vigtige beslutninger til en anden dag – det må vi indrømme!!!

12:30 Frokost og bagefter en gigantisk eftermiddagslur.

17:30 Lois har flere problemer med sit fordøjelsessystem i dag, først og fremmest halsbrand, hvilket er lidt skuffende. Vi troede, at problemet var blevet løst, takket være nogle piller, som vores læge ordinerede for et par år tilbage.

Hun har også desværre på en eller anden måde anspændt en muskel i sin fod, med resultatet, at han halter lidt. Hun beder mig om at lave aftensmad. Jeg skynder mig ind i køkkenet for at lave en af mine specialiteter (min såkaldte ”signaturret”: fiskepinde, kogte kartofler og dåseærter – nam nam!).

20:00 Vi lytter til radio, et interessant program, der handler om Sappho, den berømte græske digterinde.

Man tror, at Sappho var den første digter (hvad enten mandlig eller kvindelig) i den vestlige kultur til at skrive kærlighedsdigte, hvor den elskedes skønhed bliver beskrevet, også følelserne (hjertebanken for eksempel), man har, når man er tæt på den elskede.

Vi har for det meste kun fragmenter af hendes digte (der faktisk snarere var sange, men vi kender desværre ikke melodien til dem), selvom digtene var meget meget populære i den antikke verden, så populære faktisk, at en masse af hendes vers er citeret som eksemplar i antikke grammatikbøger, lærebøger eller poesihåndbøger.

Sapphos digte overlevede kun som fragmenter for det meste,

citerede i tørre gamle grammatikbøger og lærebøger

I nogle af disse tørre, saglige, kedelige, følelsesmæssigt uengagerede antikke lærebøger, finder vi nogle af de utroligt skønne vers,  Sappho  skrev. Disse opdagelser er blevet beskrevet som ”at finde en guld halskæde i en skraldespand.

Vi hører et rørende digt om en mega crush:

Guders lige synes jeg må han være

som kan sidde  overfor dig og lytte

til din stemmes dejlige klang, og til din pirrende latter

ganske nær dig. Jeg blive skræmt i hjertet, 

tro mig, så det jager omkring i brystet

Ser jeg på dig, har jeg straks fuldstændig

mistet min mæle, tungen tier lammet, og med det samme,

prikker fine strømme af ild mod huden,

jeg kan intet længere se,

i øret lyder en summen,

sveden driver af mig, på hele kroppen

ryster jeg, mit ansigt er grønt som græsset;

det er ikke langt fra jeg mærker på mig,

døden er kommet 

Digtet overlevede på grund at, at Longinus citerede det i sin bog ”Det sublime”. Lois og jeg synes, det er utrolig rart at kunne føle selv, forstå og genkende følselserne af nogen, der levede for mere, end 2.500 år siden. Menneskets natur ændres ikke.

22:00 Vi går i seng – zzzzzzzzzz!!!!!