Monday 8 January 2018

10:00 Yesterday was so-called "twelfth night ", so Lois gets started on putting away the Christmas tree and Christmas decorations, which is a little sad as always. Everything is packed into a few big boxes and moved back to the attic until next Christmas at the earliest.

How many more Christmases will Lois and I have? Not a question one is eager to answer or wonder about - I am sure of that! But the answer must be between zero and (probably) about 25 max: how many Christmases both together, and how many widowed? A strange thought!

Alison, our daughter in Copenhagen, may move back to England this summer with her family, or maybe they will move somewhere else in the world. If possible, Lois and I want to spend next Christmas with them, unless they are living somewhere unsuitable, and I think North Korea at least is probably off the table, thank goodness!

Our daughter, Alison, on the balcony of the family home in Gentofte,

a small suburb of Copenhagen

11:00 We head to our dental clinic for our 6-monthly check-up. The clinic has been through hard times recently, but there has now been a change of ownership. There is a slightly disturbing banner right outside the clinic's front door, which says: "Under new ownership: the current owners have no connection with the previous owners" - my god, what madness !!!!

flashback to august 2016: our dental clinic in happier times

If Lois and I had been on the ball and fully alert we would have changed dental clinic many months ago, but we did not, partly because of laziness, but also because we like our dentist, Josh, even though the clinic itself was clearly being poorly managed - all the signs were there.

Josh says Lois has no problem with her teeth, but unfortunately he also says I've definitely lost a filling - damn!

I recall that four weeks ago I suspected that one of my teeth had fallen out, but later I became convinced that I had just bitten into something hard in the bread I was eating. Now the terrible truth has been revealed - I had actually lost a filling: damn (again)!

Josh says that the filling was a very big one and he cannot replace it. I have 3 options: the first, to ignore the problem and hope for the best; the second to have the tooth pulled out; third, to try a little root canal treatment - yikes !!! I do not even know what the third option (root canal) means, but I suspect it's not very pleasant - yikes (again) !!!!!

I get an appointment with Josh (January 29th) to discuss the three options, and he will, in the meantime, look more closely at the x-rays.

12:30 I drive us home - I'm in sombre mood - oh dear. One thought is uppermost in my mind. If possible, I would rather not get involved in either the surrealist school of Root Control or the Montessori School (see recent headline below): Frankly, I'm a little afraid of both approaches, especially at my age.

18:00 We have dinner and afterwards watch a bit of television. The TV Quiz University Challenge is on, one of the few television programs that are not suitable for very stupid people ha ha ha.

Tonight a team of 4 students from Southampton University takes on a similar team from Newcastle University.

We like this quiz. We usually try to answer the questions before the 8 "brains" do so, to prove that we are not yet suffering from dementia.

And tonight we are very successful again, even though we say it ourselves. My impressive performance begins with the quiz's first starter question.

The Newcastle team fails to answer the following question correctly: "Under certain circumstances, there are few hours in life more agreeable than the hours dedicated to the ceremony known as afternoon tea. These words begin which novel by Henry James? ".

The team responded with "Turn of the Screw", but I know the correct answer is "Portrait of a Lady".

Lois also has a good evening with many difficult questions answered correctly and we feel a bit reassured by the experience. We know that it's the Christmas holidays that are the most crucial season for older grandparents when it comes to dementia, primarily because of observant children and grandchildren competing with each other to be the first family member to spot the first signs of the illness in the elderly couple in question.

The statistics are simply scary when it comes to the Christmas holidays (report December 13, 2013, source: Onion News). According to a survey, thousands of people are likely to notice the first signs of their parents' dementia during a holiday visit.

"Shortly after arriving from the airport, an estimated tens of thousands of adults will witness one or both parents forgetting something that just happened, muddling up the details of events in their lives that have been discussed hundreds of times before, or lose track for the moment of what they are in the middle of doing," writes the lead author of the study. Tim Belarde, in his report.

Belarde adds that 80 percent will see their parents writing incorrect information on a calendar, 65 percent will hear their mothers referring to a completely non-existent event from childhood and half will observe their father muddling up siblings' names. "For the rest of the Christmas holidays, these adults will spend hours observing their parents carefully for further signs of mental decline."

21:00 I talk to Lois a little and remind her of this recent report. This Christmas we have been lucky to be alone, but next Christmas could be a "whole different story", especially if Alison, our daughter in Copenhagen, visits us with her family.

We agree that it is a little reassuring that we still have the next 12 months to train mentally for Christmas 2018. We decide we will not ask Alison to resend her flight plans more than, for example, 3 times - a fourth time, and we certainly would not get away with maintaining the illusion of mental competence, no doubt about that.

Lois and me in a recent photographic study: we must from now on at all costs

maintain the illusion of mental competence, no doubt about that.

We decide to follow the advice given by a local grandmother, Sharon Powell (report, October 13, 2015).

"I make sure that I place my keys in exactly the same place 100 percent of the time. And I always talk at a steady pace - if I speak too fast, I can stumble over a word: too slowly, and they may think that I'm having trouble finding the right words. "

"I keep my calendar to hand when I speak on the phone with family members, so I can remember without hesitation the date and time of any upcoming appointment, social event or anniversary when they mention it.

"I clean up when I see the slightest signs of mess, make myself familiar with the settings on my newly purchased microwave and double check to make sure I have not left even one unpaid bill sitting on my kitchen table.

"And if I don't hear all of what one of my children tells me, I will definitely not ask them to repeat it - I am just going to confine myself to a general answer like, for example, 'That's nice!'. I hold careful eye contact and speak these words with confidence. 

"Sometimes I leave a completed crossword around somewhere in the house so people can find it by accident.

"I am careful to be well dressed and perfectly groomed at all times, since any kind of inattention to personal care can awaken suspicions of a deteriorating mind."

   

22:00 Lois and I jump into bed - we are currently confident that we can meet the challenges posed by next Christmas, but we must not be too complacent: perhaps a program of roleplaying over the next few months would be advisable in which one of us plays the role of the worried adult and the other role of the suspect grandfather / grandmother. But we are not quite sure - the jury is still out on that one - zzzzzzzzz !!!!!!

Danish translation

10:00 I går var den såkaldte ”12. nat”, så Lois går i gang med at lægge juletraæt og juleornamenter væk, hvilket er lidt trist, som altid. Alt bliver pakket i et par store kasser og rykket tilbage op i loftet indtil tidligst næste jul.

Hvor mange flere jule vil Lois og jeg have? Ikke et spørgsmål, man er ivrig efter at besvare, eller spekulere om – det ved jeg med sikkerhed! Men svaret må ligge mellem nul og (sandsynligvis) ca.25 max:  og hvor mange flere jule begge sammen, og hvor mange som enke? En mærkelig tanke!

Alison, vores datter i København, kan måske flytte tilbage til England til sommer sammen med sin familie, eller måske vil de flytte andetsteds i verden. Hvis muligt ønsker Lois og jeg at tilbringe næste jul hos dem, medmindre de bor noget sted upassende, og jeg tror, at Nord-Korea i det mindste er formentlig udelukket, gudskelov!

Vores datter, Alison, på altanen af familiens hus i Gentofte,

en lille forstad til København

11:00 Vi kører over til tandlægeklinikken på Hewlettvej for vores 6-månedlige tjek-op. Klinikken har været igennem hårde tider for nylig, men der har nu været en ændring af egenskab. Der er en lidt foruroligende banner lige udenfor klinikkens hoveddør hvor der står: ”under nyt egenskab: de nuværende ejere har ikke nogen forbindelse med de tidligere ejere” – du  godeste, sikke et vanvid!!!!

dentisttilbageblik til august 2016: vores tandlægeklinik i lykkeligere tider

Hvis Lois og jeg havde været vaks og på dupperne ville vi have skiftet tandlægeklinik for mange måneder siden, men det gjorde vi ikke, delvis på grund af dovenskab, men også fordi vi godt kan lide vores tandlæge, Josh, selvom selve klinikken åbenbart blev dårligt forvaltet – alle tegnene var der.

Josh siger, at Lois ikke har noget problem med tænderne, men desværre siger han også, at jeg helt sikkert har mistet en plombe – pokkers!

Jeg mindes, at jeg for 4 uger siden mistænkte, at en af mine bagtænder var fældt ud, men senere blev jeg overbevist om,  at jeg bare havde bidt i et eller andet hårdt i brødet, jeg spiste. Nu er den forfærdelige sandhed blevet afsløret – jeg havde faktisk mistet en plombe: pokkers (igen)!

Josh siger, at den pågældende plombe var meget stor, og han ikke kan udskifte den. Jeg har 3 optioner: den første, at ignorere problemet og håbe på det bedste; den andet, at få tanden trukket ud; det tredje, at forsøge sig med lidt rodkanalbehandling – yikes!!! Jeg ved ikke engang hvad den tredje option (rodkanal) betyder, men jeg mistænker, den ikke er særligt behageligt – yikes (igen)!!!!!

Jeg får en tid hos Josh (den 29. januar) for at diskutere de tre optioner, og han vil imellemtiden se nærmere på røntgenbillederne.

12:30 Jeg kører os hjem – jeg er i dystert humør – uha. En tanke er øverst i mit sind. Hvis muligt, vil jeg hellere ikke blive involveret i enten den surrealistiske skole for rodkontrol eller Montessori-skolen (se nylig overskrift nedenfor): ærligt talt, er jeg lidt bange for begge tilgange, især i min alder.

18:00 Vi spiser aftensmad og bagefter ser lidt fjernsyn. De viser tv-quizzen University Challenge, et af de få tv-programmer, der ikke er egnede til meget dumme mennesker ha ha ha.

I aften dyster et hold bestående af 4 studerende fra Southampton University dyster mod et lignende hold fra Newcastle University.

Vi kan godt lide denne quiz. Vi plejer at prøve at besvare spørgsmålene, før de 8 ”hjerner” gør det, for at bevise, at vi ikke endnu lider af demens.

Og i aften er vi meget succesfulde igen, selvom vi siger det selv. Min imponerende præstation starter med quizzens første starter-spørgsmål.

Det mislykkes Newcastle-holdet at besvare dette spørgsmål korrekt: ”Under visse omstændigheder er der få timer mere behagelige end den time, der er dedikeret til ceremonien kendt som eftermiddagsté. Disse ord begynder hvilken roman af Henry James?”. Holdet svarede med ”Turn of the Screw”, men jeg ved godt, det rigtige svar er Portrait of a Lady.

Lois har også en god aften med mange svære spørgsmål besvarede korrekt, og vi føler os lidt beroligede af oplevelsen. Vi ved godt, at det er juleferien, der er den mest afgørende årstid for ældre bedsteforældre, når det kommer til demens, først og fremmest på grund af opmærksomme børn og børnebørn, der konkurrerer med hinanden om, hvem er den første familiemedlem til at spotte de første tegn på sygddommen hos det pågældende ældre ægtepar.

Statistikken er simpelthen skrækkende, når det kommer til juleferien (rapport den 13. december 2013, kilde: Onion News). Ifølge en ny undersøgelse vil tusindvis af mennesker sandsynligvis mærke de første tegn på deres forældres demens under besøget i ferien.

"Kort tid efter at være ankommet hjem fra lufthavnen vil en anslået titusindvis af voksne vidne om, at en eller begge forældre glemmer noget, der netop er sket, blander detaljerne sammen om begivenheder i deres liv, der er blevet diskuteret hundredvis af gange før, eller miste følingen i øjeblikket med, hvad de er i gang med at gøre ", skriver undersøgelsens førende forfatter Dr. Tim Belarde i rapporten.

Belarde tilføjer, at 80 procent vil se deres forældre opskrive forkerte oplysninger på en kalender, 65 procent vil høre, at deres mødre refererer til en fuldstændig ikke-eksisterende begivenhed fra barndommen og halvdelen vil observere deres far blande søskendes navne sammen. "For resten af ​​juleferien vil disse voksne bruge timer på at observere deres forældre omhyggeligt for yderligere tegn på mentalt tilbagegang.”

21:00 Jeg snakker lidt med Lois og minder hende om denne nylige rapport. Denne jul har vi været heldige at være alene, men næste jul kan være en ”helt anden historie”, i sær hvis Alison, vores datter i København, besøge os sammen med sin familie.

Vi er enige om, at det er lidt beroligende, at vi stadig har de næste 12 måneder for at træne mentalt for jul 2018 i. Vi beslutter ikke at bede Alison om at sende sine flyveplaner igen mere end, for eksempel, 3 gange  - en fjerde gang, og vi ville helt sikkert ikke slippe af sted med at fastholde illusionen af mental kompetens, ingen tvivl om det.

Lois og mig i et nyligt fotostudie: vi må for enhver pris

fastholde illusionen af mental kompetens, ingen tvivl om det.

Vi beslutter at følge rådet givet af en lokal bedstemor, Sharon Powell (rapport, den 13. oktober 2015).

"Jeg sørger for, at jeg placerer mine nøgler på nøjagtig samme sted 100 procent af tiden. Og jeg taler altid med jævnt tempo – hvis jeg taler for hurtigt, så kan jeg snuble over et ord: for langsomt, og de tror måske, at jeg har svært ved at finde de rigtige ord. "

"Jeg holder min kalender ved hånden, når jeg taler i telefon med familiemedlemmer, så jeg kan huske uden tøven dato og tid af enhver kommende aftale, social begivenhed eller jubilæum, når de omtaler den.

"Jeg rydder op, når jeg ser de mindste tegn på rod, gør mig omhyggeligt bekendt med indstillingerne på min nyopkøbte mikrobølgeovn og dobbelttjekker for at sikre, at jeg ikke har forladt engang en ubetalt regning siddende på mit køkkenbord.

"Og hvis jeg ikke kommer til at høre alt, hvad en af mine børn siger til mig, vil jeg helt sikkert ikke bede dem om at gentage det - jeg vil bare begræse mig til et generelt svar som for eksempel "Det der er rart ". Jeg holder øjenkontakt og tale disse ord med tillid. "

"Nogen gange forlader jeg et færdigt krydsord ude et eller andet sted i huset, så folk kan finde tilfældigt.

”Jeg er omhyggelig om  at være pænt klædt og perfekt parat til enhver tid, da enhver form for uopmærksomhed over for personlig pleje kan vække mistanker om et forværret sind.”

  

22:00 Lois og jeg hopper op i sengen – vi er for øjeblikket tillidsfulde, at vi kan møde udfordringerne næste jul, men vi må ikke være for selvtilfredse: måske et program af rollespil over de kommende få måneder ville være tilrådeligt, hvor den ene af os spiller rollen af den bekymrede voksen, og den anden rollen af den mistænksomme bedstefar/bedstemor. Men vi er ikke helt sikre – det er juryen er stadig ude – zzzzzzzzz!!!!!!